Tæsket og tortureret af IS: Sådan har Daniel det i dag

Tidligere IS-gidsel Daniel Rye er mirakuløst kommet igennem det værste, man kan forestille sig og har det efter omstændighederne godt i dag

Daniel Rye bor nu i et kolonihavehus og siger, at han har det 'overraskende godt' i dag efter 13 måneders fangeskab. (Arkivfoto: Freya Ingrid Morales/Polfoto )
Daniel Rye bor nu i et kolonihavehus og siger, at han har det 'overraskende godt' i dag efter 13 måneders fangeskab. (Arkivfoto: Freya Ingrid Morales/Polfoto )

Daniel Ryes ambition var aldrig at blande sig i krigens rædsler i Syrien. Hans eneste ønske var blot at skildre den civile befolknings dagligdag. Men rollen som den observerende flue på væggen varede ikke længe, da han i maj 2013 - efter kun et par dages rejse - blev taget til fange af Islamisk Stat.

Har det overraskende godt

Selvom den dengang 24-årige Daniel i 13 måneder, nøjagtigt 398 dage, gennemgik det værste et menneske kan udsættes for, fortæller han i dag, at tingene lysner.

- Jeg har selvfølgelig modtaget hjælp, men det har hjulpet så meget, at jeg i dag kan sige, at jeg har det overraskende godt, siger Daniel Rye til Ekstra Bladet.

Daniel er så småt begyndt at passe jobbet som fotograf igen. Et job der i første omgang bragte ham til krigens frontlinje for to år siden. Han er nu bosat i Odense i et kolonihavehus, vel det længste man kommer fra en mørk fangekælder under et nedlagt hospital i det nordlige Syrien.

Den sidste frigivne fange

På tirsdag udkommer bogen om Daniel Rye og hans 13 hårde måneder som gidsel i Syrien. Bogen skildrer den fysiske totur, han blev udsat for og de psykiske rædsler, han måtte gennemgå hver dag. Bogen er skrevet af korrespondent Puk Damsgaard og har titlen 'Ser du månen, Daniel'.

I hvert kapitel i Daniels historie præsenteres læseren for skrækindjagende detaljer om livet som den sidst frigivne fange efter ophold i det berygtede syriske Raqqa-fængsel.

I sin sidste tid i fængslet delte Daniel fangekælder med de øvrige udenlandske gidsler. En af dem var den berømte journalist James Foley, der i 2014 blev henrettet af IS-bødler, der lod hans halshugning gå verden rundt på en videooptagelse.

Daniel husker Foley som en rar og hjertevarm mand, der trods de psykologiske spil gidslerne blev viklet ind i, altid havde retfærdighedssansen med sig. 

Lænket som spøgelse i Raqqa

Bødlerne og fangevogternes behandling i fængslet var nådesløs. Daniel blev blandt andet nægtet vand og mad, mens han ofte blev klynget op i udstrakt positur ved hjælp af lænker og håndjern i loftet. Her stod han i flere døgn i træk.

Torturmetoden som fangevogterne brugte, går under navnet "Shabeh", som stammer fra det arabiske ord for spørgelse. Og ganske som navnet antyder, kunne Daniel mærke sin krop blive mere og mere livløs, mens han hang i loftet og hallucinerede af smerte og mangel på væske.

- Fuck, I kan gøre mange ting ved mig, bare slå mig under fødderne, pisk mig på ryggen, men at hænge mig op uden vand igen ... jeg dør. Jeg kommer til at rådne op ... jeg fucking rådner op af det her. Jeg vil hellere dø, lyder en passage i bogen, hvor fangevogterne fra Islamisk Stat fortæller Daniel, at han kan se frem til tre dage som "spøgelse" igen, hvorefter de vil halshugge ham og sende optagelser af det til familien hjemme i Danmark.

Puk Damsgaards bog 'Ser du månen, Daniel - 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat' udkommer 12 oktober på Politikens Forlag

153 kommentarer
Vis kommentarer