Takkede nej til check på $974.790.317,77

Rigmanden Harold Hamm lagde checken på bordet under de aktuelle skilsmisseforhandlinger med Sue Ann Arnell - hun afviste

Der er ikke umiddelbart blevet rystet meget på hånden, selvom beløbet der skulle skrives på checken er svimlende stort. (Foto: Districkt Court of Oklahoma County/Polfoto)
Der er ikke umiddelbart blevet rystet meget på hånden, selvom beløbet der skulle skrives på checken er svimlende stort. (Foto: Districkt Court of Oklahoma County/Polfoto)

Bag enhver succesfuld mand står en kvinde. Det mener Sue Ann Arnell i en sådan grad, at hun har takket nej til en kontant udbetaling på lige under en milliard dollar i den aktuelle skilsmisseforhandling med olierigmanden Harold Hamm.

Mandag skrev han en check på 974.790.317,77 dollar, hvilket baseret på billedet over artiklen her synes sket uden synderlig rysten på hånden, og præsenterede det for sin eks-kone. Hun afviste blankt. Hun vil have væsentligt mere.

Beløbet er identisk med det, som en skilsmissedom i november dikterede, at Harold Hamm skulle betale til Sue Ann Arnell. En kendelse som hun valgte at appellere, fordi hun mente, at beløbet var for lille. Ud over at være gift med Harold Hamm siden 1988 har hun haft flere direktørposter i Hamms virksomhed Continental Ressources, og hun mener derfor også, at hun har en stor andel i opbygningen af Hamms formue.

Harold Hamm havde, ifølge The Oklahoman, set sig nødsaget til at låne penge for at stampe den lille milliard dollar op i kontanter. Han er i praksis god for langt mere.

Harold Hamm har skabt sig en milliardformue på primært olie, og han siges at have værdier for 19 milliarder dollar.

Harold Hamm og Sue Ann Arnell i april 2012. (Foto: AP)
Harold Hamm og Sue Ann Arnell i april 2012. (Foto: AP)
 

Da Harold Hamm og Sue Ann Arnell blev gift i 1988 skete det uden at der blev indgået en ægteskabspagt, og da ægteskabet gik galt udløste den en yderst langstrakt skilsmisse, der kørte med juridiske tovtrækkeri i over to år.

Et punktum skulle være sat i november, da en dommer tilkendte Sue Ann Arnell beløbet på en lille milliard dollar, hvilket er en af de største beløb i en skilsmissesag i amerikansk historie.

Sue Ann Arnell kaldte efterfølgende beløbet 'utilstrækkeligt'. Dommeren har dog foreløbigt ikke ville ændre på sin beslutning, blandt andet fordi den tog højde for, at oliepriserne var faldende.

Nu ligger sagen så ved en appeldomstol - med mindre Harold Hamm kan få sig selv til at udskrive en endnu større check.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere