Taliban vil genoptage henrettelser og håndsafhugning

Henrettelser og håndsafhugning bliver en del af hverdagen under Talibans ledelse, fortæller en af stifterne af bevægelsen

Explainer: Talibans historie & Afghanistans fald

Explainer: Talibans historie & Afghanistans fald.

Den ultrakonservative mullah Nooruddin Turabi, der er fængselschef i Afghanistan, fortæller ifølge AP, at bevægelsen vil genoptage henrettelser og amputationer af hænder.

- At hugge hænder af er nødvendigt for sikkerheden, siger mullah Nooruddin Turabi til AP.

Mullah Nooruddin Turabi stod tidligere i spidsen for det berygtede 'Ministerium til Fremme af Dyd og Bekæmpelse af Synd' - det religiøse politi, da Taliban senest havde magten tilbage i 90'erne. Han er på FN's sanktionsliste for sine forbrydelse sidst Afghanistan var under ledelse fra Taliban.

Taliban-lederen er kendt for sin hårde islamistiske linje samt straffe til alle, der hørte forkert musik eller trimmede sit skæg tilbage 90'erne.

Mullah Nooruddin Turabi er frygtet og berygtet i Afghanistan. Foto: Felipe Dana/Ritzau Scanpix
Mullah Nooruddin Turabi er frygtet og berygtet i Afghanistan. Foto: Felipe Dana/Ritzau Scanpix
 

- Vores sharia
Få dage før Taliban fik kontrol over Kabul, udtalte en dommer fra bevægelsen Haji Badruddin til BBC, at han støttede den hårde og bogstavelige fortolkning af islamisk, religiøs lovgivning.

- I vores sharia står det tydeligt, at de, der har sex og er ugift - uanset køn - skal straffes med 100 piskeslag i offentligheden. Hvis man har sex uden for ægteskabet, skal man stenes ihjel, og de, der stjæler, skal have hugget en hånd af, siger Haji Badruddin til BBC.

Haji Baruddin hører til den ultrakonserative fløj af afghanere - i samme båd som Turabi. Talibans største udfordring er nu at appellere til deres konservative base, men samtidig forsøge at skabe forbindelser til det internationale samfund.

Bevægelsen har siden magtovertagelsen forsøgt at præsentere et mere civiliseret billede af sig selv, hvilket angiveligt har skabt gnidninger i organisationen.

Ikke desto mindre pågår der i øjeblikket ifølge AP en diskussion i toppen af Taliban om, hvor henrettelser og amputationer skal foregå - i offentligheden eller i fængslerne. En linje, der synes noget fjern for de fleste vestlige magter.

I 90'erne foregik offentlige henrettelser på Ghazi Stadium i Kabul eller ved den store plads ved Eid Gah-moskéen.

Opråb
Adskillige rapporter om brud på menneskerettigheder begynder så småt at se dagens lys.

Så sent som i går, torsdag, var Human Rights Watch ude at advare om, at kvinder fik frataget retten til at bevæge sig, hvor de ville uden for deres hjem, mens de samtidig blev pålagt bestemte retningslinjer for deres påklædning.

Generalsekretæren for Amnesty International, Agnès Callamard, kritiserer og advarer i skarpe vendinger om de rapporter, der så småt begynder at pible ud fra Afghanistan. Foto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix
Generalsekretæren for Amnesty International, Agnès Callamard, kritiserer og advarer i skarpe vendinger om de rapporter, der så småt begynder at pible ud fra Afghanistan. Foto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix
 

I august viste en rapport fra Amnesty International, at Taliban stod bag en massakre af ni personer fra den forfulgte Hazara-minoritet.

Det fik generalsekretær for Amnesty International, Agnès Callamard, til at minde verden om, at den 'koldblodige brutalitet var en påmindelse om Talibans tidligere regime og var en indikator på, hvordan et land med Taliban ved roret vil se ud'.