Talsmand: 100 kampvogne kørte ind i Ukraine under forhandlinger

Over 100 kampvogne kørte natten til torsdag fra Rusland og ind i Ukraine, siger ukrainsk militærtalsmand

- Det er lykkedes os at komme til enighed om de vigtigste emner, sagde Putin efter fredsforhandlingerne. (Foto: AP)
- Det er lykkedes os at komme til enighed om de vigtigste emner, sagde Putin efter fredsforhandlingerne. (Foto: AP)

50 kampvogne, 40 missil-systemer og 40 pansrede køretøjer kørte natten til torsdag fra Rusland og ind i den separatist-kontrollerede østukrainske by Lugansk.

Det siger en talsmand for det ukrainske militær på sin daglige briefing ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Fjenden fortsætter med at opruste sine styrker i de farligste områder. Især i den nordøstlige Lugansk-region mod Debaltseve, sagde Andriy Lysenko.

- Kampvognene og det militære udstyr har krydset grænsen på trods af, at russiske myndigheder fortsat benægter, at der er russisk militær på ukrainsk grund, tilføjede talsmanden.

Sidste våbenhvile brudt
Ifølge den ukrainske militærtalsmand er kampvognene altså rullet ind i Ukraine fra Rusland, mens den russiske præsident har siddet og forhandlet om fred i Ukraine med de politiske ledere Merkel, Hollande og Poroshenko i den hviderussiske by Minsk.

Se lederne efter forhandlingerne her:

Det står i skarp kontrast til, at et af aftalens hovedpunkter netop lød på, at både separatister og Ukraine skal trække deres 'tunge våben' ud af konfliktzonen.

Forhandlingerne strakte sig over 15 timer og resulterede i, at parterne nåede frem til en fredsaftale, som indebærer våbenhvile senest fra søndag.

- Det lykkedes os at komme til enighed om de vigtigste emner, sagde Putin til en efterfølgende pressebriefing og tilføjede, at han dog fortsat mener, at Ukraine skal ændre sin forfatning til fordel for separatisterne i det østlige Ukraine.

Spøgelsesby
Civile er i løbet af de seneste uger flygtet fra Debaltseve,  som har forvandlet sig til en spøgelsesby.

Byen er et militærstrategisk vigtigt knudepunkt, og der har derfor været meget voldsomme kampe i området i løbet af de seneste uger. Så sent som onsdag blev 19 ukrainske soldater dræbt og 78 såret i byen under kampe med separatisterne.

Debaltseve har angiveligt også været et af hovedpunkterne i fredsaftalen. Byen holdes i øjeblikket af ukrainske styrker, men ifølge det britiske medie Independent mener den russiske præsident, at byen skal overgives til separatisterne.

- Vi blev præsenteret for en række uacceptable betingelser for tilbagetrækning og overgivelse, sagde den ukrainske præsident, Petro Poroshenko, efter fredsforhandlingerne.

- Vi gik ikke med til nogen form for ultimatum, og vi stod fast på, at den annoncerede våbenhvile er ubetinget, sagde han.

Thorning: Nu må vi se
Begejstringen er torsdag eftermiddag svær at få øje på hos den franske præsident, François Hollande, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, da de ankom til Bruxelles efter de 15 timer lange forhandlinger i Minsk.

- Jeg vil endnu en gang sige, at der er et skær af håb, hverken mere eller mindre. Det vigtige er, at det nu bliver fulgt op af handlinger, siger Merkel ifølge Ritzau.

Frankrigs præsident siger, at det er vigtigt at bibeholde presset for at opnå fred i Ukraine.

- De næste timer bliver afgørende, da det kan gå begge veje, siger Hollande.

Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ser frem til at høre nærmere om Merkel og Hollandes udlægning af aftalen.

- Jeg tillader mig at håbe på, at vi nu vil se konkret handling på jorden. Nu må vi se skridt for skridt, om køreplanen bliver overholdt, siger Thorning til Ritzau.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere