Tandlæge: Hent hytten gratis

Tandlæge kommer med årets billigste tilbud på et sommerhus

Tandlæge Niels Prip med landets billigste sommerhus-tilbud. Hent hele hytten helt gratis! Privatfoto
Tandlæge Niels Prip med landets billigste sommerhus-tilbud. Hent hele hytten helt gratis! Privatfoto

Tandlæge Niels Prip har et tilbud, du ikke kan afslå:

- Du kan få mit sommerhus helt gratis - du skal bare selv hente det.

Det 54 kvadratmeter store sommerhus ligger ved Vejers Strand, hvor det ankom med blokvogn i 1961.

- Jeg har allerede fået masser af henvendelser efter et opslag på Facebook. Jeg blev faktisk vækket tidligt i morges af en person, som er interesseret i at hente sommerhuset, fortæller Niels Prip, der er tandlæge og bor i Grindsted.

Ren win-win
Efterspørgslen på sommerhuse er i sommer eksploderet i hele Danmark.

- Men ingen kan vist slå mit tilbud, griner den midtjyske tandlæge.

Niels Prip vil af med huset, fordi han netop har fået opført et nyere og mere moderne sommerhus på grunden. Der må ifølge reglerne kun være et sommerhus på arealet.

Sommerhuset ankom på en blokvogn - og kan hentes på en blokvogn. Privatfoto
Sommerhuset ankom på en blokvogn - og kan hentes på en blokvogn. Privatfoto
 

- Så sommerhuset skal væk. Det er en ren win-win-situation. Jeg slipper for at rive det ned og betale for at få det transporteret bort. Og den der henter huset får et sommerhus kvit og frit. Det kan fint bruges som jagthytte eller i en kolonihave, siger den 60-årige sommerhusejer.

Med vemod
Sommerhuset er ikke hæftet fast på en sokkel, så det skulle ifølge indehaveren være forholdsvis nemt at få hejst op på en blokvogn.

Det lille sommerhus har været i brug siden 1961, hvor hele familien har haft stor glæde af det.

Familien Prip har haft stor glæde af det lille sommerhus, som blev kørt ind på grunden ved Vejers Strand i 1961. Privatfoto
Familien Prip har haft stor glæde af det lille sommerhus, som blev kørt ind på grunden ved Vejers Strand i 1961. Privatfoto
 

Det er derfor også med et vist vemod, at huset nu skal fjernes.

- Det har holdt i 60 år, og jeg ser da gerne, at det kan holde 60 år mere. Vi har haft mange dejlige timer der, siger tandlægen.

Der er angiveligt ikke råd i træværket, og der blev lagt nyt tagpap på taget for 10-12 år siden.

- Nu skal jeg mødes med nogle af de interesserede og have fundet ud af, hvem der er mest troværdig i forhold til at få fjernet sommerhuset hurtigt, siger Niels Prip til Ekstra Bladet.

 

45 kommentarer
Vis kommentarer