Tavshed fra bus-brølerens bagmænd

De ansvarlige for de manglende køreplaner på 14.500 busstoppesteder på Sjælland er stort set lige så tomme for ord som standerne, hvor de trykte køreplaner plejede at hænge

Mange danskere er vrede over de manglende busplaner. Video / redigering: Tariq Mikkel Khan / Signe Skov

I trafiksselskabet Movia er de mennesker, der har i oktober 2018 traf beslutningen om, at tusindvis af sjællandske busstoppesteder ikke længere skal være udstyret med køreplaner, stort set lige så informative som de nu blanke tavler.

Ekstra Bladet har de seneste dage sat fokus på fjernelsen af informationstavlerne ved 14.500 busstoppesteder, så det - i bedste fald - bliver besværligt at regne ud, hvor og hvornår man skal med bussen, i værste fald umuligt, hvis ikke man har kortlagt sin rejse hjemmefra.

Movia-sagen kort:

Beslutningen om at fjerne informationstavlerne fra 14.500 sjællandske busstoppesteder blev truffet i Movias bestyrelse i oktober 2018.

3. december 2018 udsendte Movia en pressemeddelelse, hvor de fortalte om ændringen.

Helt konkret betyder ændringen, at det ikke længere vil være muligt at se busruter og køreplaner ved stoppestederne. I stedet skal man have sin telefon op ad lommen og tjekke det digitalt.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 210.000 ældre ikke er digitale og således ikke kan slå bussens køreplan op på nettet. En undersøgelse sidste år, lavet af Passagerpulsen under Forbrugerrådet Tænk, viste også, at ældre passagerer foretrækker at få information om afgangstider og forsinkelser på stedet.

Movia oplyser, at 'den mindre gruppe af passagerer, der ikke er trygge ved det digitale' kan ringe til Movia og bestille en køreplan med posten - eller de kan printe dem ud fra nettet (der dog i parantes bemærket må siges at være digitalt, red.) lige som de kan sende en sms (igen - digitalt, red.) og få relevante afgangstidspunkter.

Møg-irriterende
Bevæbnet med en stak busplaner, var Ekstra Bladets udsendte i tirsdags på gaden i København og Hillerød for at yde buspassagerer den service, Movia har valgt at droppe.

Ekstra Bladets udsendte ydede den service, som Movia har valgt at droppe. De ventende passagerer tog imod køreplanerne med kyshånd. Foto: Olivia Loftlund.
Ekstra Bladets udsendte ydede den service, som Movia har valgt at droppe. De ventende passagerer tog imod køreplanerne med kyshånd. Foto: Olivia Loftlund.

Og her var der tydelig harme at spore blandt passagererne, som - modsat størstedelen af de ansvarlige i Movias bestyrelse - ikke var det mindste tilbageholdende med at give deres mening til kende om den 'møg-irriterende' beslutning.

Se også: Folketingspolitikere vender blikket mod Movia

De manglende informationstavler med busplaner blev kaldt 'noget rigtig lort', 'helt sikkert en forringelse af servicen' og 'fuldstændig sindssygt'.

Flere konkluderede oven i købet, at 'dem, der bestemmer hos Movia, ikke selv kører i bus'.

Om det er tilfældet, kan vi desværre ikke svare på.

Parkerer henvendelser
For kun et enkelt af de ni bestyrelsesmedlemmer, der står i spidsen for ændringen, vil udtale sig om sagen og de mange kunders negative reaktioner.

De andre parkerer Ekstra Bladets henvendelse med begrundelsen, at der snart er bestyrelsesmøde, hvor sagen vil blive drøftet. Det møder finder ifølge Ekstra Bladets oplysninger sted onsdag 27. februar klokken 10.00 til 13.00 i Movias hovedsæde i Valby.

Skulle de ni bestyrelsesmedlemmer vælge at tage bussen derud, kan Ekstra Bladet bringe den service-information, at både linie 132, 133 og 8A går næsten lige til døren. Hvor lang tid deres rejse vil tage, må de dog søge information om på nettet.

Se også: Lader ældre i stikken: Det er en ommer, Movia

Se også: Turister i bus-panik: - Vi har behov for mere hjælp

Det siger de i Movias bestyrelse:

Bestyrelsesmedlem Niels E. Bjerrum, borgerrepræsentant i Københavns Kommune (S):

Niels Bjerrum fra Socialdemokratiet er den eneste fra Movias bestyrelse, der tager bladet fra munden. Han mener, at man skal erkende, når man laver fejl - og det har de tydeligvis gjort i Movia i denne sag. Pressefoto/Bente-Maj Wøldike.
Niels Bjerrum fra Socialdemokratiet er den eneste fra Movias bestyrelse, der tager bladet fra munden. Han mener, at man skal erkende, når man laver fejl - og det har de tydeligvis gjort i Movia i denne sag. Pressefoto/Bente-Maj Wøldike.

- Jeg synes, det man i kollektiv ledelse har den holdning, at når man har truffet en beslutning, så skal man stå ved den og være enige. Men jeg synes, vi bliver nødt til at lytte til den kritik, der er. Vi får ikke kritikken til at forstumme ved ikke at sige noget, siger Niels E. Bjerrum, der repræsenterer den største kommune hos Movia med suverænt flest buspassagerer, og som tilføjer, at han meget ofte selv kører i bus.

- Vil du kæmpe for, at beslutningen bliver lavet om?

- Ja, altså det er det, vi er i proces med nu. Vi skal finde ud af, hvad der kan gøres. Det er ikke sikkert, at vi kan rulle alt tilbage, som det var før. Men vi skal gøre noget, der imødekommer bekymringen.

- Jeg er dog nødt til at sige, at vi ikke arrogant har truffet beslutningen uden at forholde os til, at der er nogle, der ikke er digitale. Det er ikke rigtigt. Vi har gjort en pokkers masse. Det er nok bare ikke kommunikeret ordentligt ud.

Overrasket
Han peger på, at det er muligt at sende en sms og få busafgangstid eller ringe til Movia og få tilsendt køreplaner med posten.

- Mener du, at kundernes reaktion er udtryk for, at de er forkælede?

- Nej, sådan synes jeg ikke, at man skal omtale folk. Jeg er oprigtigt overrasket over, at man ikke har kunnet se, at de alternativer, vi har sat op, er en hjælp på vejen - og når resten af vores verden er så digital, som den er, at det her så har skabt så store problemer.

***

Bestyrelsesformand og borgmester i Hillerød kommune, Kirsten Jensen:

Bestyrelsesformanden har sagt det, hun skal sige, inden mødet i næste uge, lyder meldingen fra Movias kommunikationsafdeling. Foto: Anthon Unger.
Bestyrelsesformanden har sagt det, hun skal sige, inden mødet i næste uge, lyder meldingen fra Movias kommunikationsafdeling. Foto: Anthon Unger.
 

- Kirsten Jensen har ikke yderligere kommentarer, skriver chefkonsulent i Movia, Birgitte Skøtt Lenstrup, i en mail til Ekstra Bladet.

***

Næstformand, byrårdsmedlem i Sorø kommune og regionsrådsmedlem, Per Hovmand (K):

Per Hovmand har ekstremt få kommentarer til Ekstra Bladet. Foto: Region Sjælland.
Per Hovmand har ekstremt få kommentarer til Ekstra Bladet. Foto: Region Sjælland.

Er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser.

***

Bestyrelsesmedlem Peter Jacobsen, næstformand Region Sjælland (DF):

Peter Jacobsen vil ikke udtale sig, før bestyrelsesmødet er afholdt på onsdag. Foto: Ritzau Scanpix.
Peter Jacobsen vil ikke udtale sig, før bestyrelsesmødet er afholdt på onsdag. Foto: Ritzau Scanpix.
 

- Jeg har ingen kommentarer til sagen, før efter bestyrelsesmødet i næste uge.

***

Bestyrelsesmedlem Henrik Hvidesten, borgmester i Ringsted Kommune (V):

- Jeg har ikke flere kommentarer, før bestyrelsen har holdt møde og i fællesskab drøftet sagen.

***

Bestyrelsesmedlem Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune (K):

Ingen kommentarer fra Benedikte Kiær. Foto: Jan Sommer.
Ingen kommentarer fra Benedikte Kiær. Foto: Jan Sommer.

- Benedikte Kiær har ingen kommentarer, men henviser til bestyrelsesformanden, lyder beskeden fra en pressemedarbejder i Helsingør kommune, hvor Kiær er borgmester.

***

Bestyrelsesmedlem Christoffer Buster Reinhardt, Region Hovedstaden (K):

Christoffer Buster Reinhardt undskylder sig med 'forretningsordenen i bestyrelsen', da han ikke vil give kommentarer til sagen. Foto: Konservative.
Christoffer Buster Reinhardt undskylder sig med 'forretningsordenen i bestyrelsen', da han ikke vil give kommentarer til sagen. Foto: Konservative.

- Jævnfør Movias forretningsorden, så er det formanden for bestyrelsen og administrationen, der udtaler sig på selskabets vegne. Så jeg henviser til dem.

***

Bestyrelsesmedlem John Engelhardt, borgmester i Glostrup Kommune (V):

John Engelhardt er aldrig vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser. Foto: Ritzau Scanpix.
John Engelhardt er aldrig vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser. Foto: Ritzau Scanpix.

Er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser.

***

Bestyrelsesmedlem Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune (S):

Eneste besked fra Mikael Smed på sms til Ekstra Bladet lød: 'Jeg kan desværre ikke tale nu'. Foto: Ritzau Scanpix.
Eneste besked fra Mikael Smed på sms til Ekstra Bladet lød: 'Jeg kan desværre ikke tale nu'. Foto: Ritzau Scanpix.

Er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser.

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere