Taxichauffør nægtede at give hånd - får 10.000 kr. i erstatning

Forskelsbehandling: En muslimsk taxichauffør, der ikke ville hilse på en kvindelig chef, er blevet tilkendt en erstatning

En muslimsk chauffør fra Taxa 4x35 i København føler sig så diskrimineret af sin kvindelige chef, at han har ført en sag i Ligebehandlingsnævnet, som tilkendte ham 10.000 kroner i erstatning. Han blev nemlig forskelsbehandlet på grund af sin religion.

Sagen begyndte i januar, da taxiselskabet havde indbudt nogle chauffører til et møde med information om muligheden for at blive udvalgt til ti betroede stillinger til et chaufførkorps, der skulle tage mod nogle særlige kunder i Københavns Lufthavn og følge dem dem hen til deres taxier.

Chef rakte hånden frem

Selv om chaufføren, der som andengenerations-indvandrer er født og opvokset i Danmark, kom for sent til mødet, rakte Taxa 4x35’s kvindelige servicechef hånden frem for at hilse.

’Jeg gav hende som et svar et klap på skulderen, et smil med ordene; At jeg ikke giver hånd. Det var hun lidt uforstående over for, så hun fik en kort forklaring’, skrev manden til Ligebehandlingsnævnet.

Sur over svinekød

’I min verden burde én (servicechefen, red.), som sidder i en virksomhed med så mange fra andre kulturer og religioner vide, at vi er nogle muslimer, som ikke giver hånd til kvinder’, skrev han.

Se også: Arbejdsløs muslimsk tandlæge: Kræver job uden kvinder og svinekød

Af klagen fremgår det, at han også var stærkt utilfreds med, at der blev serveret pålæg med svinekød.

’Det var dybt respektløst, at der kun var blevet stillet spegepølse frem ved morgenbrødet, når man kunne se, at der var tre andre, som var tilmeldt mødet med navne som Ahmet, Muhammed og Mehmet. De spiser ikke svin, det ved Gud og hvermand. Skal de ikke have noget at spise’, spurgte han.

Blev diskvalificeret

Servicechefen diskvalificerede chaufføren til den betroede stilling med begrundelsen, ’at du ikke vil hilse/give håndtryk, da vi var til informationsmødet i fredags.’

Hun oplyste, at hun frygtede, at hans manglende vilje til at hilse med håndtryk på kvinder, risikerede at få negative konsekvenser for taxaselskabet, hvis nu kunderne reagerede negativt.

Se også: Inviterede 1. kl. på pølsehorn: Muslim sku' selv tage mad med

Chaufføren fortsatte med at køre taxi som hidtil, men han fik altså ikke den særlige stilling.

Ret til at nægte håndtryk

Men Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det var ulovligt, at Taxa 4x35 afviste chaufføren, fordi han ikke ville give hånd til kvinder.

Så Taxa 4x35 havde udsat ham for ’forskelsbehandling på grund af religion’ og skulle betale ham 10.000 kroner i kompensation, afgjorde nævnet.

Men Taxa 4x35 er lodret uenig i afgørelsen. Selskabet har nægtet at kompensere chaufføren, så han har bedt Ligebehandlingsnævnet overgive sagen til statens advokat, Kammeradvokaten.

Det er nu sket, så det kan komme til en retsligt opgør, hvor taxiselskabet bliver dømt til at betale erstatning, hvis også en domstol mener, at en muslim skal have lov til – uden konsekvenser – at nægte at give kvinder hånd på jobbet.

Radiotavshed hos taxiselskab

Hverken Taxa 4x35 eller Ligebehandlingsnævnet vil udtale sig i sagen.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med chaufføren, men efter, han var blevet diskvalificeret til den særlige stilling i Taxa 4x35, forklarede han i en mail til direktøren i selskabet, at han faktisk gør undtagelser:

’Dem (kvinder, red.), jeg ikke har hilst på før, kan jeg godt række hånden ud til ved førstegangsmødet, men de, jeg har mødt flere gange, får en kort forklaring om mit standpunkt, og det vises der både respekt og forståelse for’, skrev han.

Undgår det helst

Han uddybede over for Ligebehandlingsnævnet, at han ’helst undgår at give hånd til kvinder, men rækker en kvinde hånden frem, giver klager (chaufføren, red.) hende hånden, så hun ikke bliver krænket. Hvis klager ved, at han kommer til at møde kvinden ved flere lejligheder, for eksempel til møder, vil han gøre hende opmærksom på, at han fremover ikke ønsker at give hende hånden, og at han herefter forventer en forståelse for dette’, skriver nævnet.

Nævnet oplyser også, at han ’nogle gange væmmes ved at give hånd til mænd og kvinder, som er snottede eller bare klamme.’

Dansk Folkeparti: Fyr ham!

– Mange muslimer har ondt af sig selv, siger Martin Henriksen (DF). Foto: Rumle Skafte
– Mange muslimer har ondt af sig selv, siger Martin Henriksen (DF). Foto: Rumle Skafte
 

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, kalder sagen grotesk.

– Grotesk, fordi Ligebehandlingsnævnet her godkender et religiøst-fundamentalistisk kvindesyn fra en uopdragen muslimsk taxachauffør, som snarere burde fyres i stedet for at få kompensation, siger han.

– Hvis jeg var chef i et taxiselskab, havde jeg fyret ham, tilføjer Martin Henriksen.

Diskrimination af kvinder

Han synes, at Ligebehandlingsnævnet med afgørelsen blåstempler diskrimination af kvinder.

– Nævnet burde forsvare kvinders ligestilling, så det er helt, helt galt, at det kan nå frem til, at det er helt i orden, at en muslim nægter at give hånd til kvinder. Det er et meget kedeligt signal, nævnet sender, siger Martin Henriksen.

Han hævder, at der i muslimske miljøer hersker en ’udpræget grad af offermentalitet’:

– Mange muslimer har ondt af sig selv. De påstår, at de bliver religiøst diskrimineret, når de mærker en form for konsekvens i det danske samfund.

– Sådan er det ikke. Det, de ikke forstår, er, at vi har indrettet vort samfund – herunder arbejdsmarked – med normer, regler og love, som bare ikke tager hensyn til alverdens religiøse dogmer og krav.

Talsmand: En sejr for muslimer

Osman Öztoprak, formand for Islamisk Videns- og Informations Center, jubler over afgørelsen.

– Det er en principiel sejr, at Ligebehandlingsnævnet har givet chaufføren ret i, at han blev urimeligt forskelsbehandlet. For han er endnu et eksempel på en muslimsk medborger, som gerne vil bidrage positivt og gøre karriere, men bliver forhindret i det på grund af et typisk dansk snæversyn, som dikterer, at alle skal være kopier af danskere.

Religiøs norm

Osman Öztoprak forklarer, at mænd ifølge islams bud ikke bør berøre fremmede kvinder – heller ikke med håndtryk.

– Men det har intet med disrespekt for den fremmede kvinde at gøre. Det handler blot om en religiøs norm, som er helt uden betydning for, om man kan passe et arbejde, siger han.

Han afviser Dansk Folkepartis påstand om, at der i muslimske miljøer hersker en ’udpræget grad af offermentalitet’.

– Vi er som udgangspunkt ikke ofre. Men når eksempelvis taxichaufføren bliver aktivt forhindret i at gøre karriere, så bliver han jo marginaliseret og offer, fordi taxiselskabet ikke vil forstå og respektere ham, siger Osman Öztoprak.

Skal taxichaufføren have erstatning?

Se resultat

Skal taxichaufføren have erstatning?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen