TDC har bedt ti medarbejdere om at blive hjemme de næste 14 dage, efter de har været i kontakt med personer, som potentielt kan være smittet af coronavirus.
Det oplyser kommunikationsdirektør i TDC Group Louise Münter til Ekstra Bladet.
To ansatte ved en af TDC's samarbejdspartnere arbejder samme sted som en person i udlandet, der er bekræftet smittet med coronavirus.
De to er rejst til Danmark, hvor de har været i kontakt med de ti medarbejdere i TDC's hovedkvarter på Teglholmen i København.
- Der er ikke nogen indikationer på, at de to pågældende har været i kontakt med den smittede kollega i deres hjemland. De har været i kontakt med dansk læge og har ingen symptomer på at være smittet, siger Louise Münter.
TDC har dog for en sikkerheds skyld bedt de ti ansatte om at gå i frivillig hjemmekarantæne og arbejde hjemmefra de næste to uger.
De to, som er ansat ved TDC's samarbejdspartner, er også gået i frivillig karantæne.
TDC's medarbejdere er informeret om sagen, og man er i kontakt med de danske sundhedsmyndigheder, oplyser Louise Münter.