TDC udleverer informationer om Popcorn Time-brugere

TDC og andre bredbånds-udbydere skal udlevere navne og adresser på kunder, der bruger Popcorn Time. Og det har skabt vrede kunder

Advokatfirmaet OPUS har vundet flere retssager, der giver dem ret til at få oplysninger på personer, der bruger Popcorn Time (Altopress by PhotoAlto).
Advokatfirmaet OPUS har vundet flere retssager, der giver dem ret til at få oplysninger på personer, der bruger Popcorn Time (Altopress by PhotoAlto).

Har du fået tilsendt en bøde? Tip os på sms til 1224 (koster alm. takst) eller mail til 1224@eb.dk
----------

Hvis du bruger streaming-tjenesten Popcorn Time og er kunde ved TDC, kan du frygte, at der pludselig ligger en bøde på tusindvis af kroner i postkassen.

Flere filmselskaber har hyret advokatfirmaer til at finde danskere, der ulovligt ser deres film på Popcorn Time. Hidtil har de kun haft de IP-adresser, som de personer bag skærmene har brugt, når de har siddet klar med popcorn for at se den ulovlige film.

De har altså manglet navnene på de kriminelle filmelskere, så de kunne kontakte dem.

Retten på Frederiksberg vedtog i juli, at advokatfirmaer nu må få oplysninger på personerne bag IP-adresserne. Derfor skal bredbåndsselskaber som TDC videregive oplysninger på de kunder, der bruger Popcorn Time.

- Dommerkendelsen pådutter bredbånds-udbydere at fortælle, hvilke husstande der har benyttet den pågældende IP-adresse på det pågældende tidspunkt. Vi har ikke noget med sagen at gøre - vi kan kun oplyse om personen bag IP-adressen, siger pressechef for TDC, Ib Konrad Jensen til Ekstra Bladet.

Ib Konrad Jensen fortæller, at andre bredbånds-udbydere også skal videregive sådanne informationer.

Med den information har advokatfirmaet OPUS, der repræsenterer filmselskabet Scanbox Entertainment, sendt breve ud til personer, der ulovligt har set selskabets film.

- Jeg kan bekræfte, at vi sender breve ud til de personer, der matcher de IP-adresser, vi har, fortæller advokat ved advokatfirmaet OPUS Niels Dahl-Nielsen til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af et brev, hvor advokatfirmaet forlanger 2200 kroner af en person, der har streamet en film ulovligt. Men bødens omfang afhænger af, hvor stort misbruget har været på Popcorn Time.

- Vi laver en konkret vurdering hver gang. Det er vores klient (Scanbox Entertainment, red.), der fastlægger størrelsen. Alternativet er en retssag, og det tror jeg ikke, nogen af parterne har lyst til, fortæller Niels Dahl-Nielsen til Ekstra Bladet.

Kunder brokker sig til TDC

TDC ønsker at beskytte sine kunder, og de er ikke underlagt en aftale om, at de skal udlevere oplysninger om personerne bag alle de IP-adresser, som OPUS Advokatfirma ligger inde med. Begge parter skal nemlig i retten, hver gang advokatfirmaet ønsker oplysninger på en ulovlig bruger.

Når dommen er afsagt, skal TDC videregive oplysningerne, men derefter spiller de ikke selv nogen rolle i sagen.

- Det er en sag mellem kunden og advokatfirmaet, fortæller Ib Konrad Jensen til Ekstra Bladet.

Alligevel har flere personer kontaktet TDC, da de er forarget over virksomhedens håndtering af sagen.

- Nogle synes, det er vældigt bekymrende, at TDC bare giver deres informationer videre. Men det er en dommerkendelse, og den skal vi følge, siger Ib Konrad Jensen til Ekstra Bladet.

Svært at stoppe Popcorn Time

Rettighedsalliancen anmeldte i foråret Popcorn Time og andre streamingtjenester til politiet. Det er siden lykkedes politiet at lukke det danske domæne popcorntime.dk, men det forhindrer ikke folk i at bruge Popcorn Time.

Det er nemlig sådan, at når du først er logget ind på Popcorn Time, bruger man ikke et enkelt lands domæne. Så er man inde i databasen, hvor alle film er tilgængelige.

Hver gang man streamer en film på Popcorn Time, laver man det, der hedder en midlertidig downloading. Det betyder, at man i filmens varighed opbevarer brudstykker af filmen på sin egen computer, og det er ulovligt. Det er nemlig et brud på ophavsretten.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen