TDC's danske ejere om udskældt partner: Vi betaler dansk skat

Den australske bank Macquarie, der i år blev medejer af TDC, bliver beskyldt for tvivlsom skattefidus

Det gør indtryk på de tre danske ejere af TDC, at deres australske partner, Macquarie, har brugt en skattefidus til at trække milliarder ud af statskasser i Europa.

Pensionskasserne ATP, PKA og PFA, der købte TDC sammen med banken Macquarie tidligere i år, har lavet en aftale om skat i forbindelse med handlen.

Den skal sikre, at der bliver betalt skat i Danmark - også af udbytter.

- TDC, som vi ejer sammen med Macquarie, er en langsigtet, stabil infrastrukturinvestering.

- Vi har som investorer haft - og vil fortsat have - stort fokus på at sikre, at alle skattebetalinger foregår helt i tråd med danske skatteregler, skriver de tre pensionskasser i en udtalelse.

DR har sammen med flere andre medier afsløret, at Macquarie har trukket milliarder ud af statskasser i Europa.

Den australske bank har i årevis spillet en nøglerolle i et netværk af finansfolk, advokatfirmaer og banker.

Den har været specialiseret i forskellige former for formodet bedrageri med skat af udbytter.

Australske Macquarie, der bliver kritiseret for at bruge tvivlsomme skattefiduser, blev tidligere i år medejere af TDC sammen med pensionskasserne ATP, PFA og PKA.

Macquarie ejer sine TDC-aktier via et snørklet net af selskaber i Luxembourg og England. Her kan du se et overblik over, hvordan TDC-ejerskabet er fordelt:

* DK Telekommunikation:

TDC er ejet via selskabet DK Telekommunikation, som de fire medlemmer af købskonsortiet deler imellem sig.

Pensionskasserne ATP, PKA og PFA ejer hver 16,7 procent, mens Macquarie ejer 50 procent.

Det sker via det helejede selskab DKT Finance, der igen ejer DKT Holding. Begge registreret i Danmark.

* Pensionskassernes ejerskab af DKT Holding ligger alle i selskaber med hjemsted i Danmark.

* Macquaries andel på 50 procent er ejet af DKTUK med hjemsted i London. DKTUK hører under selskabet MIRACo.

- MIRACo er ejet af LMIF DCI Investments (LMIF Holdco) med 14 procent og DCI Holding baseret i Luxembourg med 86 procent.

- DCI Investments er ejet af MEIF 5 Luxembourg C, der ligeledes har base i Luxembourg.

- MEIF 5 Luxembourg C er ejet af MEIF 5 Luxembourg B baseret i Luxembourg.

- MEIF 5 Luxembourg B er ejet af MEIF 5 Luxembourg A - baseret i Luxembourg - og Macquarie Infrastructure and Real Assets Investments, baseret i London.

- MEIF 5 Luxembourg A er ejet af Macquarie European Infrastructure Fund 5 SCSp (MEIF 5 SCSp) og Macquarie Infrastrucure Fund 5 LP i henholdsvis Luxembourg og London.

- MEIF 5 SCSp er kontrolleret af MEIF 5 Lux GP, der er 100 procent ejet af Macquarie Group Limited.

- MEIF 5 LP er kørt gennem MEIF 5 Guernsey med base på Guernsey.

- LMIF Holdco (Se syv afsnit oppe) er ejet af Lombard Odier Macquarie Infrastructure Fund, der er stiftet på Jersey.

- Det er kontrolleret af Lombard Odier Infrastructure Fund GP, der har hovedsæde på Guernsey.

Kilde: Dokumenter fra konsortiet.

Macquarie har været involveret i formodet bedrageri og spekulation med udbytteskat mod i hvert fald Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Banken har som minimum tjent tre milliarder kroner på fidusen.

- De oplysninger, som DR's tv-dokumentar har bragt, er nye for os. De gør indtryk og indgår i vores samlede billede af Macquarie som fremtidig investeringspartner, skriver de tre danske pensionskasser i udtalelsen.

Aftalen mellem TDC's ejere betyder også, at Macquarie skal have en blåstempling fra Skattestyrelsen, hvis banken vil gøre brug af regler om dobbeltbeskatning.

Det er blandt andet de regler, som er blevet udnyttet til at trække penge ud af statskasser i Europa i forbindelse med skat på udbytter fra aktier.

Hos Socialdemokratiet advarede Jeppe Kofod, der sidder i Europa-Parlamentet, om Macquaries køb af TDC på grund af bankens historik om skat.

Han foreslår en mærkningsordning i EU, hvor banker får et sort stempel, hvis ikke de har en ansvarlig skattepolitik.

- Det kan forhåbentligt bruges til, at især pensionskasser, der er ejet af borgerne, ikke har forretningspartnere, der laver aggressiv skatteplanlægning og underminerer vores samfund, siger Jeppe Kofod.

Macquarie ejer halvdelen af aktierne i TDC. ATP, PFA og PKA har hver især en sjettedel.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere