Tech-dronning malkede statskassen: Opdigtede million-aftale

Obamas danske darling og Canopylab-direktør Sahra-Josephine Hjorth fik statsstøtte til sit firma fra fond under Forskningsministeriet med henvisning til en millionaftale i Sverige, som svenske myndigheder afviser eksistensen af

Næstformanden for Dansk Industris it-, tele-, og elektronikvirksomheder, Sahra-Josephine Hjorth, er udpeget til fremtidig europæisk leder af Obama-fonden. Pr-foto: Büro Jantzen
Næstformanden for Dansk Industris it-, tele-, og elektronikvirksomheder, Sahra-Josephine Hjorth, er udpeget til fremtidig europæisk leder af Obama-fonden. Pr-foto: Büro Jantzen
Følg Samfund

I en ansøgning om statsstøtte oplyser næstformanden for DI Digital, Canopylab-direktør Sahra-Josephine Hjorth, på tro og love, at hendes selskab har indgået en aftale 'om at afholde onlinesprogkurser for op imod en million flygtninge og migranter i Sverige'.

Det viser en aktindsigt hos Innovationsfonden.

En overbevisende oplysning fra Canopylab, der har udviklet en 'banebrydende' platform for e-læring og hos den statslige fond søgte og fik en halv million skattekroner til at udvikle kvaliteten af deres kurser. 

Men de relevante svenske myndigheder afviser over for Ekstra Bladet at kende til Canopylabs aftale om sprogkurser for cirka hver tiende indbygger i landet. Pressesekretæren for den svenske integrations- og migrationsminister oplyser, at der slet ikke bliver lavet så omfattende aftaler om sprogundervisning af udlændinge i Sverige.  

'Det er ikke et statsligt ansvarsområde. De forskellige kommuner laver aftaler med forskellige leverandører af undervisningen. I Sverige findes 290 kommuner og sikkert lige så mange forskellige aftaler med leverandører,' forklarer pressesekretær Ömer Oguz.

SKR (Sveriges Kommuner och Regioner - svarende til KL i Danmark) har dog heller aldrig hørt om aftalen med Canopylab.

'Nej, det kender vi ikke til hos SKR. Du kan eventuelt tjekke hos Arbejdsformidlingen, som har etableringsansvaret for asylsøgere, der kommer til Sverige. Men det er svært at forestille sig, at de skulle lave en aftale for en million flygtninge,' lyder det fra SKR's presseafdeling.

Kender ikke til aftalen
Men heller ikke Arbejdsformidlingen i Sverige kender til aftalen - og samme svar lyder fra Migrationsverket og Skolverket (Undervisningsstyrelsen), som blandt andet har ansvaret for de nationale prøver i svensk for indvandrere.

'Sådan en aftale har Skolverket ikke, og det kender vi heller ikke til. Prøv at spørge SKR,' foreslår svenske Skolverket. 

Aktindsigten i Sahra-Josephine Hjorths ansøgning om statsstøtte har flere overstregede passager af hensyn til Canopylabs konkurrenceforhold.

Lyder urimeligt
Blandt andet er det overstreget, hvem Canopylab skulle have indgået kontrakten med i Sverige. Men Canopylab har selv offentligt fremhævet et samarbejde med den svenske kommune Järfälla samt Samsung og Telia om sprogundervisning af udlændinge. Der var dog tale om et pilotprojekt med digital undervisning af blot 20 ingeniører og arkitekter med udenlandsk baggrund, som blev gennemført i efteråret 2018.

Se det afslørende dokument her

Artiklen fortsætter under boksen ...

Indvandrere i Sverige

De seneste ti år er 1,2 millioner mennesker blevet registreret som indvandrere i Sverige. Heraf er 200.000 personer født i de nordiske lande. Tallene omfatter flygtninge og migranter, som har opholdstilladelse i mindst 12 måneder. Personer, som er født i Sverige og vendt tilbage efter at have boet i udlandet, er også medregnet.

Kilde: Statistiska Centralbyrån

Forsøgsprojektet er beskrevet i flere pressemeddelelser.

Forelagt den oplysning, svarer det svenske integrationsministerium: 'Der bor omkring 80.000 mennesker i Järfälla ... at de skulle have underskrevet en aftale for en million mennesker, lyder af naturlige årsager urimeligt.'

Järfälla og tech-giganter afviser
Järfälla kommune har undersøgt sagen for Ekstra Bladet og afviser at kende til andre aftaler med Canopylab end pilotprojektet med de 20 kursister.

- Järfälla modtog godt 300 flygtninge i 2016 og 2017. Det har aldrig været aktuelt med en million flygtninge til Järfälla. 20 elever deltog i pilotprojektet, oplyser kommunens kommunikationschef, Per Rydén. 

- Ville jeres kommune overhovedet kunne indgå en sådan aftale? Er det realistisk?

- Nej, fastslår kommunikationschefen, som selv var involveret i pilotprojektet i efteråret 2018. Også Samsung og Telia afviser at have haft et yderligere samarbejde om sprogkurser med Canopylab.

'Innovationsprojektet, der involverede Telia, var kun et pilotprojekt, der sluttede efter testperioden i efteråret 2018,' forklarer Telias pressechef, Irene Krohn.

Järfälla kommun og de to tech-giganter kender altså heller ikke til den aftale om onlineundervisning af op imod en million personer, som næstformanden for DI Digital, Sahra-Josephine Hjorth, fremhævede i sin ansøgning. Pengene skulle bruges til at udvikle bedre validering af netop onlineundervisning - og Canopylab fik tildelt statsstøtten fra Innovationsfonden.

Se det afslørende dokument her

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Skjuler påstået million-gennembrud

Næstformanden i DI Digital, der her på billedet er udstyret med en falsk forskertitel, hævder i en ansøgning om statsstøtte, at hendes firma har indgået en gigantisk aftale med svenskerne. Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix
Næstformanden i DI Digital, der her på billedet er udstyret med en falsk forskertitel, hævder i en ansøgning om statsstøtte, at hendes firma har indgået en gigantisk aftale med svenskerne. Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix

Sahra-Josephine Hjorth repræsenterer som næstformand for DI Digital 530 danske it-, tele-, og elektronikvirksomheder. En branche, som ifølge Dansk Industri omsatte for 324 milliarder kroner og beskæftigede 120.000 personer sidste år.

Ekstra Bladet har de seneste måneder kunnet fortælle en lang række historier, der har punkteret den succesfortælling, som flere medier og store spillere i dansk erhvervsliv har labbet i sig om Sahra-Josephine Hjorth og Canopylab.

Det er således kommet frem, hvordan iværksætteren, der med egne ord er ved at bygge det nye Google, i en række tilfælde har pyntet på sandheden om flere forhold, herunder om sin baggrund som forsker.

Sahra-Josephine Hjorth forventede, at Canopylab ville tiltrække 100 millioner kroner fra investorer ved udgangen af 2021.

Gennem hele forløbet har den 36-årige iværksætter - der i januar blev udvalgt til Obama-fondens europæiske lederprogram - afvist at stille op til interview med Ekstra Bladet. Derfor har Ekstra Bladet på skrift forelagt Sahra-Josephine Hjorth og Canopylab, at de relevante svenske myndigheder afviser at kende til aftalen om sprogkurser til en million flygtninge og migranter i Sverige - og stillet følgende spørgsmål:

Hvem indgik I aftalen om sprogundervisning af en million personer med? Hvor stor en omsætning sikrede aftalen Canoplylab, og vil I fremsende dokumentation på, at I har indgået en sådan en aftale?

Svaret fra Canopylab lyder: 'Vi deler, som de fleste i vores industri, ikke information om vores kundeforhold med pressen, og så længe Knud Brix (Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, red.) ikke deler sin kontrakt, så ser vi intet behov for at dele nogen kontrakter med jer.'

Skjuler kæmpe nyhed
En sådan aftale ville ellers være et massivt gennembrud for Canopylabs software. Mens en lille nyhed om 20 kursister i Järfälla blev sendt ud til pressen via Sveriges svar på Ritzau, så skjuler Canopylab altså den helt store nyhed om sprogkurser til hver tiende indbygger i Sverige i en ansøgning om statsstøtte. 

Innovationsfonden hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det har hverken været muligt at få et interview med fondens ledelse eller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

I et generelt svar oplyser Innovationsfonden, at det er ansøgerens ansvar, at oplysningerne i ansøgningen er korrekte. Herunder at oplysningerne i den faglige beskrivelse afgives under såkaldt tro og love.

Se det afslørende dokument her

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind