Den omstridte techiværksætter Sahra-Josephine Hjorth fortsætter med at give usande oplysninger til myndighederne for at få millionstøtte til sit selskab, Canopylab.
Det afslører en mail til Innovationsfondens vicedirektør, hvor hun 31. marts i år påstår, at Danmark Tekniske Universitet (DTU) 'ønsker' at deltage i et millionprojekt om kunstig intelligens til Canopylabs undervisningssoftware.
Men det er ifølge DTU det pure opspind. Dels fordi en afdeling på universitetet allerede to dage forinden havde afvist at bruge ressourcer på at vurdere Sahra-Josephine Hjorths forslag om et samarbejde. Og dels fordi DTU aldrig efterfølgende har sagt ja til at deltage i projektet.
Og da Sahra-Josephine Hjorth senere alligevel sendte en beskrivelse af projektet til DTU, blev der prompte sagt nej tak, hvilket Ekstra Bladet har beskrevet.
Men en ny aktindsigt hos Innovationsfonden viser, at Sahra-Josephine Hjorth allerede 31. marts misinformerede vicedirektør Børge Lindberg om, at DTU ville være med. Projektet havde fået tildelt 14,5 millioner skattekroner fra den statslige fond, hvoraf de 6,7 millioner kroner var øremærket Canopylab.
'DTU ønsker at indtræde i projektet og overtage for AAU (Aalborg Universitet) med identiske arbejdspakker og budget', skrev hun i strid med sandheden til vicedirektøren.
Artiklen fortsætter under dokumentet ...
Projektet er det såkaldte Unfold-projekt med et samlet budget på 22 millioner kroner, som på det tidspunkt var kuldsejlet, fordi alle parterne, herunder Aalborg Universitet, i slutningen af marts havde trukket sig efter et uigennemskueligt, forsinket og fejlbehæftet årsregnskab fra Canopylab. Angiveligt skulle hele 23 Canopylab-ansatte, de fleste i fjerne og eksotiske lande, have været helt eller delvis aflønnet med projektmidler. Det kan du læse om her.
Afbrød pengestrøm
Innovationsfonden - som er finansieret af skatteborgerne - skulle derfor afgøre det prestigefyldte projekts fremtid og valgte i mellemtiden at stoppe udbetalingerne.
I den forbindelse hævdede Sahra-Josephine Hjorth over for konstitueret vicedirektør Børge Lindberg, at Canopylab allerede havde fundet en ny partner i form af DTU. Altså landets absolut førende tekniske universitet.
Børge Lindberg tog Sahra-Josephine Hjorths falske påstand for pålydende - og i et brev til parterne skrev han 6. maj:
'Canopylab A/S har den 31. marts 2022 oplyst, at DTU ønsker at indtræde i projektet og overtage Aalborg Universitets rolle i projektet med identiske arbejdspakker og budget'.
Samtidig understregede han, at Innovationsfonden har mulighed for at 'stoppe bevillingen og inddrage eventuel restbevilling samt kræve allerede udbetalte beløb tilbagebetalt'. Canopylab havde ved årsskiftet fået udbetalt 2,5 millioner kroner.
Ekstra Bladet har bedt om et interview med Innovationsfonden og Børge Lindberg om de usande oplysninger fra Sahra-Josephine Hjorth, der sidder i bestyrelsen for DI Digital (tidligere næstformand) og er udvalgt til Obama Foundations lederprogram.
Men Innovationsfonden ønsker ikke at udtale sig med den begrundelse, at sagen undersøges. I øvrigt med bistand fra Kammeradvokaten.
Hyldet af Obama
Da Barack Obama 10. juni besøgte København til en konference arrangeret af Anders Fogh Rasmussens fond, Alliance of Democracies Foundation, var det netop Sahra-Josehine Hjorth, som var udvalgt til at præsentere den tidligere amerikanske præsident på scenen i Skuespilhuset.
I præsentationen lagde Canopylab-stifteren vægt på, at misinformation skulle bekæmpes.
- Det haster ... falske nyheder og misinformation dominerer det digitale landskab og resulterer i en nedbrydning af sandheden, sagde hun med indsigt fra talerstolen.
Obama kvitterede med at sige: 'Tak, Sahra-Josephine, for det ekstraordinære arbejde, du udfører. Og jeg vil gerne takke min gamle ven Anders Fogh Rasmussen for at være vært for mig og vores ekstraordinære Obama Foundation-ledere her i dag'.
Ekstra Bladet har forgæves bedt Canopylabs administrerende direktør, Sahra-Josephine Hjort,h om et interview om den misinformation, som hun selv har givet til myndighederne i bestræbelserne på at få millionstøtte til sit selskab. Men det har hun ikke ønsket.
Hun har dog sendt en mail. Selvom svaret fra Canopylab fremstår noget usammenhængende, bringer Ekstra Bladet det uredigeret:
'Vi kan afvise spekulationer om at DTU har kontaktet os før 18. Maj 2022 med besked om at de ikke ønsker at indtræde i UNFOLD. Detn dato har DTU bekræftet. Det fremgår af de mails du har fået aktindsigt i at projektbeskrivelsen sendes efter aftale i Maj. Det står i øvrigt i din egen historie med citat fra Jes de traf beslutningen d. 18 Maj. Det må bero på en misforståelse. Hvad giver anledning til at du tænker noget andet? Vel ikke at en enkelt forsker ikke kunne deltage? Jeg tænker ikke at nogle af parterne har yderligere, du har spildt nok af deres og vores tid allerede'.
Som det fremgår af denne artikel, handler den om, at Sahra-Josephine Hjorth 31. marts skriver til Innovationsfonden, at DTU ønsker at indtræde i projektet og overtage de planlagte opgaver samt det allerede tildelte budget.
Men på det tidspunkt havde DTU hverken modtaget en projektbeskrivelse eller et budget. Og universitetet fastholder, at der aldrig er blevet givet et tilsagn om at være med.