Teenagepige døde efter julefest: Anede ikke hun var dødeligt syg

- Da de fortalte mig det, var jeg i chok, fortæller hendes mor

Foto: Emma Walsh.
Foto: Emma Walsh.

18-årige Ellie Walsh fra Storbritannien havde i flere år brokket sig over smerter i maven, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad smerterne skyldtes.

Men for fem uger siden viste en scanning, at hun havde en svulst i maven.

Juleaften var hun i byen for at fejre højtiden med sine venner, og to dage senere skulle hun på operationsbordet i håb om, at lægerne kunne fjerne svulsten.

Under den lange operation opstod der komplikationer og på trods af lægernes desperate forsøg, lykkedes det ikke at redde Ellie Walshs liv.

Hverken Ellie Walsh eller hendes mor Emma Walsh vidste, at hun i virkeligheden var terminal kræftpatient. De nåede derfor aldrig at sige farvel.

- Vi vidste ikke, hvor syg Ellie var. Hun døde under operationen, men inden hun skulle opereres, sagde jeg til hende, at jeg elskede hende, og at vi så hinanden senere, fortæller Emma Walsh til det lokale medie Lincolnshire Live og fortsætter:

- Da de (lægerne, red.) fortalte mig det, var jeg i chok, og jeg blev svimmel. Man kunne se, at de var kede af det, for de gjorde alt, hvad de kunne.

Emma Walsh fik efter datterens død at vide, at selv hvis operationen havde været en succes, var hun så syg, at det havde været et spørgsmål om uger, inden hun ville dø.

Hun er i dag glad for, at Ellie Walsh nåede at leve sit liv fuldt ud, inden hun på tragisk vis døde på operationsbordet.

- Ellie var så sød og sjov. Hun var en fantastisk søster og datter. Hun havde en skøn form for humor og var så modig, Jeg vil altid savne hende.

30 kommentarer
Vis kommentarer