Teenagepige klippede sig skaldet: Så blev hun sendt i isolation

- For mig er det diskrimination - jeg er rasende

Foto: Niamh Baldwin.
Foto: Niamh Baldwin.

14-årige Niamh Baldwin fra Storbritannien besluttede sig for nylig for at klippe sig skaldet for at donere sit hår til en organisation, der laver parykker for kræftpatienter.

Hendes mor Anneka Baldwin var stolt over datterens modige beslutning, men på hendes skole var man langt fra lige så henrykte.

Skolen Mounts Bay Academy nær Cornwell sendte hende nemlig i isolation, fordi frisuren var et brud på skolens politik om elevernes påklædning og udseende. Det betyder, at hun ikke må følge timerne sammen med sin klasse.

- Hun er blevet urimeligt straffet. Hun har altid været et betænksomt og omsorgsfuldt barn, siger Anneka Baldwin ifølge den britiske avis Metro og fortsætter:

- Jeg er så vred over, at skolen får hende til at få det så dårligt, fordi hendes hår skal være en centimeter længere. Niamh har altid fået fremragende omtale og feedback fra sine lærer, og alle har altid sagt, at hun er en fantastisk venlig og sød pige. Det ændrer sig ikke på grund af en frisure. For mig er det diskrimination - jeg er rasende.

Men skolen har ikke tænkt at ændre reglerne. Niamh Baldwin kan som udgangspunkt først komme ud af isolationen, når hendes hår er blevet længere.

- Ekstreme frisurer inklusiv det at klippe sig skaldet har aldrig været tilladt, og det er normalt på skoler i Storbritannien. Alle elever kender skolens politik, og de ved, hvad konsekvenserne er. Hvis Niamh havde spurgt skolen, var det blevet pointeret, og man var kommet på et alternativ for velgørenhed, siger Sara Davey, der er rektor på skolen.

Hun understreger dog, at hun vil tage fat i Anneka Baldwin i håb om, at de kan nå frem til en løsning, som ifølge hende eksempelvis kunne være, at 14-årige Niamh Baldwin i en periode skal gå med tørklæde.

121 kommentarer
Vis kommentarer