Teenager dømt: Planlagde grusomt terrorangreb ved Bieber-koncert

En 17-årig dreng fra Wales blev fredag dømt på livstid for at planlægge et terrorangreb, der skulle være blevet udført ved en Justin Bieber koncert i Cardiff

Den 17-årige Lloyd Gunston havde forberedt sig grundigt, inden det planlagte angreb ved en Justin Bieber koncert den 30. juni sidste år. I sin rygsæk havde den unge waliser pakket en kniv, en hammer og et brev, hvori han beskrev sine gruopvækkende planer for aftenens angreb.

Heldigvis for de mange koncertgængere, blev angrebet aldrig til virkelighed, for det lykkedes politiet at pågribe drengen i sit hjem, blot få timer før angrebet skulle være fundet sted. Det skriver det britiske nyhedsmedie The Guardian.

I november sidste år blev Lloyd Gunston kendt skyldig i sit forsøg på terror, og fredag blev der sat endeligt punktum i sagen, da han modtog straffen på livstid. Ifølge dommen skal Gunston afsone minimum 11 år, før han kan anmode om prøveløsladelse.

Sympati for Isis
I brevet, politiet fandt i tasken, viser teenageren tydelig sympati for terrorgruppen Islamisk stat, og han omtaler blandt andet sig selv som en "Isis-kriger".

- Jeg er en kriger fra Islamisk stat og jeg har angrebet Cardiff i dag, fordi vores regering bliver ved med at bombe mål i Syrien og Irak, skriver den 17-årige terrordømte i brevet.

Under retsagen i november kom det frem, at politiet havde fundet ud af, at Gunston havde undersøgt sikkerheden til koncerten med Justin Bieber på sin computer.

Ejede ikke Koranen
Han har fastholdt, at han ikke havde tænkt sig at føre angrebene ud i livet, men at han blot havde en "åndssvag interesse for det blodige" og var nysgerrig omkring Isis.

Han har også forklaret, at han ikke ejer en Koran, at han ikke tror på Islam og at han spiser svinekød. Men det var altså ikke nok til at overbevise dommeren, som gav følgende udsagn ved domsafsigelsen.

- Jeg er sikker på, at du ikke blot planlagde mordet på én person, men derimod et massemord. Dine handlinger udviser manglende respekt for menneskeliv, sagde han.

41 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere