En amerikansk teenager, der mistede sit ben og dele af sit bækken, efter et træ faldt ned over ham under en campingtur i Californien, vil få 47,5 millioner dollar i erstatning. Det svarer til mere end 300 millioner kroner.
Den dengang 12-årige Zachary Rowe var på campingtur med sin familie, da ulykken fandt sted tilbage i 2012.
Det knap 30 meter høje, rådne træ faldt ned og smadrede Zachary Rowes telt, mens han lå og sov. Ulykken var tæt på at koste teenageren livet.
Rowe endte med at tilbringe et halvt år på hospitalet. Her gennemgik han 30 operationer og fik blandt andet amputeret sit højre ben, dele af sit bækken og sin ene balde.
San Mateo og amtets byggeentreprenør er gået med til at betale 30 millioner dollar i et forlig, mens et andet entreprenørfirma skal betale 17,5 millioner dollar.
Ville ikke betale
Ifølge flere amerikanske medier forsøgte de sagsøgte i første omgang at blive fri for at skulle betale. De krævede, at dommeren helt afviste sagen - og dermed også erstatningskravet.
Ifølge advokat Tim Tietjen har dommen fået de anklagede til at "gennemføre afgørende tiltag for at beskytte de mennesker, der benytter de offentlige områder".
- Vi har kæmpet hårdt for denne sejr, som vil hjælpe med at forbedre sikkerheden på alle Californiens campingområder og offentlige steder, siger Tim Tiettjen.
En talsmand for bystyret i San Mateo siger, at byen havde et "realistisk" forsvar, men at man accepterede et forlig frem for at gå i retten.
- Vi er tilfredse med udfaldet, siger talsmanden.
Hårdt plaget i forvejen
Et af de dømte selskaber, Pacific Gas & Electric CO., er i forvejen hårdt ramt af en lang række erstatningskrav. Efter de voldsomme brande i Californien sidste efterår har mange borgere krævet erstatning af PG&E. Årsagen til nogle af brandene skyldtes angiveligt, at selskabets elledninger styrtede ned og antændte det tørre græs i området.
Ifølge sagsøgerne forsømte PG&E at vedligeholde elledninger og master.