Teleselskaber er begyndt at udlevere data om danskerne

Data for at måle mobiliteten i samfundet er udleveret til Statens Serum Institut i anonymiseret format

Teledata er ifølge Statens Serum Institut brugbare til at måle borgernes aktivitet under coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Teledata er ifølge Statens Serum Institut brugbare til at måle borgernes aktivitet under coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det skabte debat, da Statens Serum Institut (SSI) i marts anmodede om at få adgang til data om danskernes bevægelser under coronakrisen.

Ikke desto mindre har teleselskaberne påbegyndt leveringen af den slags data til SSI i 'aggregeret og anonymiseret form'.

Det oplyser Teleindustrien.

Jakob Willer, direktør for Teleindustrien, forsikrer om, at alt er juridisk efter bogen.

- Vi har haft som forudsætning, at det her skulle ske på et fuldstændig klart juridisk grundlag.

- Selskaberne har været i kontakt med Erhvervsstyrelsen og Justitsministeriets datatilsyn og fået grønt lys til at levere data, som er i aggregeret og anonym form. Det er ikke personhenførbar data, siger Jakob Willer.

At materialet er i aggregeret og anonym form betyder, at der er tale om en samlet mængde data, hvor enkeltpersoner ikke kan genkendes.

Det var tilbage i marts, at SSI efterlyste data om mobiliteten i samfundet.

Konkret har instituttet ønsket data om, hvor mange personer der har bevæget sig mellem postnumre og kommunegrænser.

Dataene skal understøtte analyser og undersøgelser i forbindelse med coronaudbruddet.

Imidlertid er der blevet sat spørgsmålstegn, hvorvidt man juridisk og etisk kunne tillade sig at overvåge danskernes telefontrafik.

Jakob Willer kan godt kan forstå det etiske dilemma.

Derfor har man også fra Teleindustriens side været ekstra opmærksomme og lagt stor vægt på privatlivshensyn og sikkerhed.

- I praksis bør man overhovedet ikke være bekymret.

- Vi har lagt enorm vægt på, at myndighederne skulle være med i denne her proces, siger Jakob Willer.

23 kommentarer
Vis kommentarer