Tusindvis af mennesker gik i slutningen af januar på gaden i Pakistan, Irak og Afghanistan for at demonstrere mod Rasmus Paludans afbrændinger af koraner i Sverige og Danmark.
Det har fået Tyrkiet og Egypten til at fordømme handlingen, og Sverige er blevet kastet ud i en diplomatisk krise, fordi Tyrkiet nu modsætter sig Sveriges optagelse i Nato.
Koran-afbrændingerne har også fået Islamisk Stat og Al-Qaida til at opfordre til hævn gennem sociale medier og andre propaganda-sider.
Det fortæller seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier Mona Kanwal Sheikh til Ekstra Bladet.
- Islamisk Stat har blandt andet udtrykt, at det ikke bare er en trussel fra et enkelt individ, men en decideret religionskrig mellem Islam og Vesten, siger hun og fortsætter.
- Der har også været en al-Qaida relateret organisation i Syrien, som har opfordret til drab på alle dem, der vanærer Koranen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kalder på en reaktion
Tore Refslund Hamming, der er ekspert inden for jihadistiske grupper, beskriver på Twitter, hvordan Paludans koran-afbrændinger har skabt røre i flere islamistiske militante netværk.
'Pro-Islamisk Stat-netværket Serah al-Khilafah Media Foundation offentliggjorde i går en video med en direkte trussel mod Paludan. Budskabet er, at hvis han har ytringsfrihed til at brænde koranen, så kan han også forvente, at de vil reagere med handling,' skrev han blandt andet onsdag.
Tore Refslund Hamming skriver desuden, at koranafbrændingerne også har skabt røre i det danske ekstremistiske miljø. Han har ikke lyst til at uddybe sine tweets over for Ekstra Bladet.
Rasmus Paludan er blevet en væsentlig del af diskussionerne om Sveriges medlemskab af Nato, efter at han har brændt en koran af i Stockholm. Men er hans kamp vigtigere end Sveriges Nato-medlemskab? Og er han egentlig ikke bare en nyttig idiot for Tyrkiets præsident?
Ekstra Bladet har talt med den kontroversielle politiker, der formentlig ikke er færdig med at brænde koraner af
Ny Muhammed-krise?
Mona Kanwal Sheikh forklarer, at truslen mod Rasmus Paludan kan være alvorlig, hvis nogen i Vesten tager disse budskaber alvorligt.
- Generelt er det svært at sige noget statistisk om, hvor stor truslen mod Paludan er. For det er svært at vide, om der er nogen, der tager de her opråb alvorligt. For det er virkelig lang tid siden, at nogen har haft held med at orkestrere et decideret angreb i Vesten.
- Men på den anden side kan man heller aldrig udelukke, at der sidder individer rundt omkring, der lader sig inspirere af de her opfordringer, lyder det fra hende.
Og adspurgt, om Paludans koranafbrændinger kan føre til en ny Muhammed-krise, forklarer Mona Kanwal Sheikh, at det afhænger af, hvordan det kommer til at spille ind i lokale konflikter. Som eksempel nævner hun, at Tyrkiet har draget det svenske Nato-medlemskab ind i det samt demonstrationerne i Pakistan.
- Så spørgsmålet er, om den kan holdes i live og bruges i de her politiske spil, så har det selvfølgelig potentialet til at eskalere, men det er utroligt svært at spå om, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Det er trist
Rasmus Paludan fortæller, at han bestemt har kunnet mærke, at han er blevet 'verdenskendt' efter koran-afbrændingerne i Sverige og Danmark.
- Man kan slet ikke sammenligne proportionerne. Siden koran-afbrændingen i Stockholm er antallet af dødstrusler så stort, at selv hvis jeg ansatte flere sekretærer, ville de heller kunne sortere i alt det lort, der kommer ind, beretter han.
- Går det dig på?
- Jeg ved sgu ikke, om det går mig på. Det er trist, der er så mange, der gerne vil dræbe en. Men så længe, det bare bliver ved deres ønsker, så må det være det.
Han fortæller, han stadig har tænkt sig at brænde en koran for Tyrkiets ambassade hver uge, indtil præsident Erdogan støtter et svensk Nato-medlemskab.