Tesla utilfreds med ny aftale: Rammer diskriminerende hårdt

Den nye politiske aftale om at hæve afgiften på elbiler bliver mødt med stor utilfredshed af Tesla, der bliver ramt hårdt af aftalen

En rød Tesla Model S sedan bliver vist frem. den bliver væsentligt dyrere i Danmark fra næste år. (Foto: AP)
En rød Tesla Model S sedan bliver vist frem. den bliver væsentligt dyrere i Danmark fra næste år. (Foto: AP)

Dagens nye politiske aftale mellem Venstre, DF, Socialdemokraterne og De Radikale om at hæve afgiften på el-biler over de næste fem år bliver bestemt ikke mødt med begejstring fra den amerikanske producent af sports-elbiler Tesla.

Mens de mindre el-biler frem mod 2020 kun bliver en smule dyrere, så venter der således anderledes drastiske prisstigninger for Teslas luksusbiler.

Mest voldsom bliver prisstigningen på den store Tesla-model S P85D. Allerede fra 1. januar 2016 vil den stige med 81 procent, så den vil koste omkring halvanden millioner kroner.

Her er aftalen

Aftalen betyder, at elbiler indfases i registreringsafgiften over fem år.

Afgiften indfases med 20 procent i 2016, 40 procent i 2017, 65 procent i 2018, 90 procent i 2019 og til sidst 100 procent i 2020.

Aftalen indeholder dog et loft på 800.000 kroner, som vedrører de dyreste modeller. Det betyder, at der er fuld registreringsafgift på den del af prisen, der overstiger loftet på 800.000 kroner.

For især at støtte de små elbiler ydes i 2016 og 2017 et bundfradrag i registreringsafgiften for elbiler på op til 10.000 kroner.

 

Den nye aftale vækker dermed ikke overraskende stor kritik fra Tesla.

- Tesla er enige i, at elbiler ikke bør fritages for dansk registreringsafgift for evigt. Men vi er bekymret for, om det er for tidligt at afslutte de nuværende incitamenter, og at udfasningen i virkeligheden kommer til at dræbe markedet for elbiler og stoppe yderligere investeringer i el-infrastruktur i landdistrikterne i Danmark skriver Teslas danske kommunikationsdirektør Esben Pedersen i en mail.

Luksuselbilen er blevet et stort hit blandt velstående danskere, men det kan afgiftstigning lave om på (Foto: Polfoto/ Niels Hougaard) Dansk politik - 9. okt. 2015 - kl. 16:28 Se det vilde prishop på Tesla

- Er det ikke i orden, at andre ikke skal betale for de bilejere, der kan købe luksus-elbiler som jeres?

- Tesla's vision er ikke at sælge luksusbiler. Vores mission er at bane vejen for økonomisk overkommelige og bæredygtige biler til alle. Danmark har hidtil været en værdifuld partner på denne rejse. Vi ville være ked af at se dette partnerskab gå i opløsning, så vi vil fortsætte med at arbejde for en bedre løsning, siger Esben Pedersen.

Tesla S-bil. (Foto: Polfoto) Politik - 9. okt. 2015 - kl. 14:40 Aftale om elbiler er på plads

Den nye aftale skal først igennem EU, før den er en realitet, hvilket han derfor ser frem til.

- Det ser ud som, at den nye afgift vil ramme Tesla diskriminerende hårdt, og vi er glade for, at den danske regering vil bede EU om godkendelse, inden den nye skat implementeres, da vi er bekymrede for at det ikke er foreneligt med den nuværende EU-lovgivning.

Forkerte priser af Skat

Han påpeger til sidst, at de priser, som Skat har brugt som eksempler, ikke er korrekte.

Eksempelvis koster Tesla Model S 70D ikke, som de skriver i deres dokumentation, 589.000 kr. Den koster 642.300 kr.

- Hvis ikke engang de kan finde ud af at slå priser op på nettet, hvordan skal vi så forvente, at deres udregninger er korrekte?

Skatteminister Karsten Lauritsen lægger overfor TV2 ikke skjul på, at indgrebet er rettet mod at stoppe salget af luksus elbiler som Tesla med fuldstændig afgifts-fritagelse.

- Jeg kan ikke som skatteminister forsvare, at den store afgiftsfritagelse på luksus-elbilerne betales af alle andre, der køber bil, siger Karsten Lauritsen til TV 2 Finans.

121 kommentarer
Vis kommentarer