Thomas afslørede chokerende arbejdsforhold: Nu er han fyret

En hovedkilde bag Ekstra Bladet-afsløringer har mistet sit job, da han meldte sig ind i en fagforening. Nu går Mærsk ind i sagen

Thomas Banki, som Ekstra Bladet først gav dæknavnet Samson Bitok, fortæller om elendige arbejdsforhold på havnen i Mombasa. Video: Linda Bournane Engelberth/Danwatch

For ni dage siden meldte Thomas Kambi som den første i sit sjak sig ind i en netop oprettet fagforening for arbejderne på havnen i den kenyanske by Mombasa.

Men blot tre dage senere blev han kaldt ind på kontoret hos sin arbejdsgiver, Island Marine Service, som er en underleverandør til Mærsk. Her fik han stukket en fyreseddel i hånden. Thomas Kambi har ellers været en afgørende faktor for, at han og kollegaerne faktisk har en fagforening at melde sig ind i.

Den 51-årige havnearbejder kunne nemlig i november sidste år under dæknavnet Samon Bitok afsløre chokerende arbejdsforhold hos Mærsks underleverandør Island Marine Service, som står for at losse og laste de store containerskibe fra det danske rederi på havnen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Thomas Kambi var første mand til at sætte sin underskrift på en indmeldelsesblanket til fagforeningen Kenya Shipping, Clearing, Freight Logistics & Warehouse Workers Union. Få dage senere blev han fyret. Foto: Danwatch
Thomas Kambi var første mand til at sætte sin underskrift på en indmeldelsesblanket til fagforeningen Kenya Shipping, Clearing, Freight Logistics & Warehouse Workers Union. Få dage senere blev han fyret. Foto: Danwatch

Fyret få dage efter
Ekstra Bladet og det undersøgende medie Danwatch afdækkede i en række artikler, hvordan havnearbejdere som Thomas Kambi blev underbetalt, arbejdede i døgndrift og sov på iturevne papkasser bag containere på Østafrikas største havn. Sidenhen måtte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) forklare sig i et samråd.

Mærsk gik ind i sagen, og i juni indførte rederiet en række skrappe krav til sine 70.000 underleverandører. De betyder blandt andet, at netop folk som Thomas Kambi, som i 20 år har arbejdet til to kroner i timen, nu skal have en kontrakt med ordentlige løn- og arbejdsforhold og ret til at melde sig ind i en fagforening.

Men realiteterne ser anderledes ud for Ekstra Bladets whistleblower, der tog kampen op for bedre vilkår.

- Jeg gik ind til min chef og sagde, at jeg havde meldt mig ind i fagforeningen, men det var et problem. De vil ikke have, at vi melder os ind i fagforeningen. Derfor fyrede de mig, siger Thomas Kambi til Ekstra Bladet over en løs telefonforbindelse fra Mombasa.

Island Marine Service skriver i den skriftlige opsigelse, som Ekstra Bladet har set, at Kambi 'blev fyret først og fremmest på grund af sine arbejdsevner'. Her påpeger underleverandøren, at Thomas Kambi ikke kan levere det, der kræves længere på grund af en fremskreden alder på 64 år og en dårlig relation til sine kollegaer.

- Jeg er ikke 64 år. Jeg er 51, og sådan sagde de ikke til mig. De sagde: 'Thomas, du er 'gruppelederen', men det afviste jeg, og jeg blev alligevel fyret, lyder modsvaret fra Thomas Kambi.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses Thomas Kambi med sit sjak på havnen i Mombasa foran et af Mærsks containerskibe. Foto: Linda Bournane Engelberth/Danwatch
Her ses Thomas Kambi med sit sjak på havnen i Mombasa foran et af Mærsks containerskibe. Foto: Linda Bournane Engelberth/Danwatch

Mærsk skal blande sig
Danwatch har talt med direktør i Island Marine Service Hamisi Ali. Han afviser alle anklager om, at Thomas Kambi har mistet sit job, fordi han meldte sig ind i fagforeningen.

- Vi har ingen problemer med, at nogen går til en fagforening. Hvis han siger andet til jer, så lyver han. I dag lever vi op til alle arbejdsmarkedets love. De arbejder otte timer i seks dage om ugen. De får deres løn til tiden. Hvis jeg ikke fulgte loven, ville jeg frygte fagforeningen. Men jeg har ingen problemer med dem, fastslår han. 

Samarbejde med Danwatch

Ekstra Bladet har i samarbejde med mediet Danwatch udarbejdet research, data og dokumentation til denne artikel. Både Ekstra Bladet og Danwatch udgiver artikler med lignende materiale hos hvert medie.

Du kan læse mere hos Danwatch her.

 

Sagen ligger nu mellem fagforeningen og Island Marine Service, men Mærsk er nødt til at gå ind i den konkrete sag for at værne om de forbedringer, de har krævet af sine underleverandør. Det mener fagforeningskoordinator hos  Kenya Shipping, Clearing, Freight Logistics & Warehouse Workers Union, Bonface Mugoya:

- Mærsk skal sikre, at underleverandører ikke truer eller fyrer arbejdere, der melder sig ind i en fagforening. Og i forhold til Thomas er Mærsk nødt til at tilkalde Island Marine-direktøren og få en forklaring, siger han til Danwatch.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Mærsk, der bekræfter, at de er bekendte med situationen. Her lyder det, at man har igangsat en undersøgelse af sagen.

Det danske rederi har dog allerede strammet kravene til sine 70.000 underleverandører på baggrund af Danwatch og Ekstra Bladets afsløringer, skriver de i en mail.

Sådan har Mærsk strammet kravene til sin underleverandør

Mærsk skriver i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, at man efter afsløringer om kummerlige arbejdsforhold har indført konkrete tiltag hos Island Marine Service.

'Det er vigtigt for Mærsk, at drive forretning på en ansvarlig måde og vi lægger vægt på at arbejdsforholdene hos vores leverandører skal være i overensstemmelse med internationale arbejdstagerrettigheder. Vi så derfor med stor alvor på de informationer, som I fremlagde i november 2018 vedrørende arbejdsforhold på havnen i Mombasa'.

'Tidligere i 2018, før jeres henvendelse, igangsatte vi en undersøgelse af arbejdsforholdene på et udvalg af havne, som vi anløber men ikke selv driver, herunder også havnen i Mombasa. Efter jeres henvendelse gennemførte vi en undersøgelse målrettet den pågældende leverandør, som udfører lastning og losning af vore skibe i Mombasa. Undersøgelsen bekræftede væsentlige mangler vedrørende kontrakter, løn, arbejdstid og arbejdsmiljø'.

'I den konkrete sag i Mombasa er leverandøren nu i gang med at implementere en række forbedringer. Vi har afdækket forholdene sammen med en tredjeparts auditør og udarbejdet en handlingsplan i samarbejde med leverandøren. Som følge heraf vil de ansatte få nye kontrakter, som indføres fra juni måned. De nye vilkår vil være i overensstemmelse med de månedlige lovfastsatte minimumslønning'.

Her ses Jonas med det hold af kollegaer, der sørger for at Mærsks containere er spækket med varer, når de sejles rundt på kloden. På nær en sikkerhedsvest er der ikke meget sikkerhedsudstyr at spore på arbejdernes kroppe. Foto: Linda Bournane Engelberth/Danwatch Samfund - 12. dec. 2018 - kl. 20:47 Efter afsløring af elendige arbejdsforhold hos Mærsk: Nu får de en uventet håndsrækning

Christian Juhl (til venstre i billedet) vil gerne have svar på, hvad erhvervsministeren og udenrigsministeren vil gøre for at stoppe de dårlige forhold for ansatte i udlandet. Foto: Jens Dresling Politik - 26. nov. 2018 - kl. 07:34 Efter afsløringer om chokerende arbejdsforhold: Nu skal ministre forklare sig

Her ses Jonas med det hold af kollegaer, der sørger for at Mærsks containere er spækket med varer, når de sejles rundt på kloden. På nær en sikkerhedsvest er der ikke meget sikkerhedsudstyr at spore på arbejdernes kroppe. Foto: Linda Bournane Engelberth/Danwatch Samfund - 24. nov. 2018 - kl. 21:26 Arbejder under farlige forhold for Mærsk: Løber med tunge sække i bare tæer

Samson og hans kollegaer sover på havnen i Mombasa mellem de containere, som de selv står for at laste og losse for Mærsk. Foto: Foto: Linda Bournane Engelberth/Danwatch Samfund - 23. nov. 2018 - kl. 07:55 Arbejder for Mærsk under usle forhold: Kan ikke købe mad

131 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere