Annonce:
Annonce:

Thomas blev alvorligt syg af badevand på campingplads: Lå i respirator i 10 dage

Thomas blev i 2005 smittet med den alvorlige legionærsygdom, efter han havde været i bad på en dansk campingplads. I dag kæmper han stadig med mén efter sygdommen

Sådan undgår du nemt legionærsygdom. Video: Ekstra Bladet TV
Annonce:
Følg Samfund

61-årige Thomas Toft Smilov fra Kalundborg husker sommeren 2005, som var det i går.

Her var han på ferie med sin familie på en campingplads på Sydsjælland, da han blev smittet med den alvorlige legionærsygdom, som lige nu boomer i Danmark.

- Jeg går ind i mændenes baderum for at tage et bad. Jeg synes, at mange af bruserne ser beskidte ud, og gulvet er mudret, så jeg vælger en bruser, der er ren og tager et bad. Fire dage efter, da vi er kommet hjem igen, begynder jeg så at få ondt i lungerne. Jeg ignorerede det og gik på arbejde både torsdag og fredag, fortæller Thomas Toft Smilov til Ekstra Bladet.

Annonce:

- Fredag blev jeg så virkelig dårlig og sagde til min kone, at jeg ville gå ind og sove i en halv time. 10 dage efter vågnede jeg op på hospitalet i respirator. Beskeden fra lægerne var, at jeg var blevet smittet med alvorlig legionærsygdom, og at jeg var meget syg, fortsætter han.

Kunne ikke gå eller tale
Siden den dag har Thomas Toft Smilov kæmpet en kamp for at komme tilbage til livet. Han kunne pludselig hverken gå eller snakke, efter han var blevet smittet med sygdommen. 

- Det første år, efter jeg var blevet smittet, kunne jeg ikke gå eller snakke, og min motorik var helt hen i vejret. Jeg lå på hospitalet i flere dage og fik taget en masse prøver og lavet undersøgelser. Jeg havde 42 i feber, og det var helt galt. Jeg var pludselig nødt til at rive et helt år ud af min kalender, fordi jeg ikke kunne noget. Min krop blev angrebet, og min lungeprocent var helt i bund, fortæller han.

Det gik hurtigt op for Thomas Toft Smilov, at han ikke ville kunne varetage et normalt arbejde igen, og han var derfor nødt til at sige sit job som eksportchauffør op.

Annonce:

- Jeg begyndte jo at gå til genoptræning, talepædagog og psykolog, og derudover fik jeg også forskellige former for alternativ behandling. Efter et år begyndte jeg så småt at kunne gå og tale, men jeg var ikke frisk nok til, at jeg kunne begynde at arbejde, så jeg var nødt til at gå på førtidspension. Jeg troede, at mit var liv var forbi, for lige pludselig blev mit normale liv revet helt væk, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Thomas Toft Smilov blev i 2005 ramt af den alvorlige sygdom legionærsygdom. Foto: Privatfoto
Thomas Toft Smilov blev i 2005 ramt af den alvorlige sygdom legionærsygdom. Foto: Privatfoto
 

Kæmper stadig med mén
Selvom Thomas Toft Smilov i dag har det langt bedre end tilbage i 2005, kæmper han stadig med mén efter sygdommen, og oplevelsen i baderummet for 12 år siden vil han aldrig glemme.

- Den dag i dag har jeg stadig svært ved at koncentrere mig længe, hvis jeg er i store forsamlinger, og jeg kan også godt have vanskeligheder ved at tale til tider. Jeg går for eksempel heller aldrig i svømmehallen længere, og jeg køber aldrig grøntsager fra de supermarkeder, hvor de bliver sprøjtet med vand fra loftet, fordi oplevelsen stadig sidder så dybt i mig, siger han.

Thomas Toft Smilov håber, at andre ved at høre hans historie vil tænke mere over, hvor nemt det egentlig er at blive smittet med legionærsygdom.

Annonce:

- Hvis bare en person undgår at blive smittet med den her forfærdelige sygdom, fordi jeg har fortalt min historie, vil jeg være lykkelig. Jeg håber, at flere kan blive opmærksomme på, at man faktisk relativt nemt kan tage forholdsregler, så man ikke bliver smittet. For mange aner slet ikke, hvad det er for en sygdom, eller hvordan den smitter. Noget så simpelt som at lade vandet løbe, inden man går i bad, kan gøre en kæmpe forskel, siger han.

Flere og flere bliver ramt
Thomas Toft Smilovs tilfælde og sygdomsforløb er langt fra enestående.

Antallet af danskere, der bliver smittet med legionærsyge, er nemlig stærkt stigende. I 2017 er der indtil videre registreret flere tilfælde end nogensinde før.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at 136 danskere i årets første ni måneder er blevet smittet med sygdommen.

Til sammenligning blev kun 98 personer smittet i hele 2010.

Ifølge Søren Anker Uldum, der er seniorforsker hos Statens Serum Institut, er der flere grunde til, at flere danskere bliver ramt af sygdommen.

Annonce:

- Legionærsygdom kommer af en miljøbakterie, der lever i vand og andre fugtige miljøer. Den kan via vandet inficere mennesker og angribe de hvide blodceller. Bakterien kan godt lide varme og fugt, og i takt med at klimaet og vandet bliver varmere herhjemme, så kommer der flere smittekilder. Derfor taler man også om, at legionærsygdom er en sygdom, vi vil se hyppigere i takt med klimaændringerne, siger han til Ekstra Bladet.

- Flere danskere vil også gerne spare på vandet, og det kan få dem til at skrue ned for varmen. Men det kan være meget fatalt, for så er der større risiko for smitte. Man kan jo også se på tallene, at der fra 2010 til 2017 har været en markant stigning i antallet af tilfælde. Dobbelt så mange danskere får sygdommen i dag som for syv år siden, tilføjer han.

Sådan undgår du smitte

Søren Anker Uldum, seniorforsker i Statens Serum Institut (SSI) har efter et tidligere udbrud af legionella/legionærsygdom forklaret i Ekstra Bladet, at der er flere ting, man selv kan gøre, for at mindske smitte-risikoen.

- Legionella er en varmeelskende bakterie, så den trives bedst omkring de 37-40 grader. Derfor skal man sørge for, at vandet er over 50 grader i ens varmtvandssystem. Er det ikke det, er der stor risiko for, at vandet kan indeholde legionella, siger Søren Anker Uldum.

Seniorforskeren fortæller, at der er størst risiko for, at vandet indeholder legionella, hvis man bor et sted, hvor der er et stort og kompliceret varmtvandssystem. Det er der ofte i lejlighedskomplekser. Her er der større risiko for, at vandet ikke er varmet godt nok op.

- Derfor er det vigtigt, at man snakker med bestyreren om det, hvis man har mistanke om, at noget er galt, for det er den persons ansvar, at vandet er i orden. Derudover er det en god idé at lade vandet løbe, inden man går i bad, især hvis man ikke har brugt bruseren i noget tid. På den måde kan man undgå smitte, forklarer Søren Anker Uldum.

Uspecifikke symptomer
Ifølge seniorforskeren giver legionærsygdom symptomer som ligner influenza, og det kan derfor være svært for den almindelige dansker at vide, om der er tale om sygdommen.

Annonce:

- Symptomerne er i starten uspecifikke og minder meget om influenza. Som regel får man høj feber og muskelsmerter, ligesom ved influenza. Legionærsygdom er en ret akut sygdom, hvor man bliver dårlig ret hurtigt. I starten er der ikke symptomer fra lungerne, men efterhånden kan man få rigtig ondt i den region, få diarré og kaste op. Sygdommen kan ikke behandles med penicillin, så der skal stilles en diagnose, så man kan få antibiotika, siger Søren Anker Uldum. 

Oftest er det personer med svækket immunforsvar og ældre, der bliver ramt af sygdommen.

Hver 10. dansker, der bliver smittet med sygdommen, dør.

Derfor håber Thomas Toft Smilov også, at der kan komme mere fokus på problemet.

- Den her sygdom er ikke for sjov, så vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at der ikke er så mange mennesker, der bliver ramt. Jeg vil ikke ønske for min værste fjende, at han bliver ramt af legionærsygdom, siger han.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
Støjbergs første politiske udspil er at ramme folk i den tredje verden
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: