Thunberg nægter at modtage pris

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg får Nordisk Råds Miljøpris for bidraget til klima- og miljødebatten

Greta Thunberg nægter at modtage prisen, før der er gjort noget ved klimaet. Budskabet var det samme, da svenskeren holdt den efterhånden famøse tale til FN-klimatopmødet. Video: AP

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har fået Nordisk Råds Miljøpris for 2019.

Det oplyser Nordisk Råd i en pressemeddelelse.

Thunberg har dog takket nej til prisen. Hun sendte to medlemmer af bevægelsen Fridays for the future til arrangementet, som afslog hæderen, skriver TV2 Norge.

- Vi er iblandt de lande, der har mulighed for at gøre, men vi gør i princippet ikke noget. Hverken jeg eller Fridays for future vil tage imod Nordisk Råds miljøpris, før I gør noget, sagde medlemmerne på vegne af Thunberg.

I slutningen af talen blev Johan Sverdrup-udbygningen i Nordsøen også kritiseret. Det er en af Norges største oleplatforme.

Greta Thunberg vandt miljøprisen. Foto: Stine Tidsvilde
Greta Thunberg vandt miljøprisen. Foto: Stine Tidsvilde

Derfor får hun prisen
Prisen får 16-årige Greta Thunberg, fordi hun har vakt liv i klima- og miljødebatten på et kritisk tidspunkt i verdenshistorien, forklarer juryen.

Samtidig har hun inspireret millioner af mennesker verden over til at kræve mærkbare tiltag fra politikerne.

- Greta har som ingen anden præsteret på kort tid at øge bevidstheden om klima- og miljøspørgsmål i de nordiske lande og i resten af verden.

- Hun har stædigt og overbevisende opfordret verden til at lytte til forskningen og handle ud fra fakta. Hendes påvirkning er blevet så omfattende, at der nu tales om en global 'Greta Thunberg-effekt', lyder det i pressemeddelelsen fra Nordisk Råd.

Sammen med prisen får Greta Thunberg 350.000 kroner.

Greta Thunberg mødte ikke selv op i Stockholm for at afslå prisen. Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Greta Thunberg mødte ikke selv op i Stockholm for at afslå prisen. Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix

Tidligere i år var hun også nomineret til at modtage Nobels fredspris. Den endte dog i stedet med at gå til Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed.

Greta Thunberg har i noget tid været en af de mest fremtrædende stemmer i kampen mod klimaforandringer. Hun er blandt andet kendt for at være blevet væk fra skolen for i stedet at demonstrere foran Riksdagen i Sverige.

For en måneds tid siden talte hun ved åbningen af FN's klimatopmøde i New York. Det var en tale, som længe efter fik en del omtale på grund af særligt den måde, Grete Thunberg fremlagde den på.

- Jeg burde slet ikke stå heroppe. Jeg burde være i skole. I ser håb i os unge mennesker - hvordan vover I?

- I har stjålet mine drømme og min barndom med jeres tomme ord, sagde Greta Thunberg dengang med tårer i øjnene.

Prisen til Greta Thunberg er blevet givet tirsdag aften ved en prisuddeling i Konserthuset Stockholm, hvor Nordisk Råd også uddeler priser inden for film, musik, litteratur samt børne- og ungdomslitteratur.

331 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere