Thunberg tager nyt skridt: - Desværre nødvendigt

Mange forsøger at udnytte Greta Thunbergs navn til kommercielle formål, skriver den unge klimaaktivist

Foto/redigering: AP/Scanpix/Morten Parsner

Den svenske aktivist Greta Thunberg har søgt om at registrere sit navn og navnet på sin klimabevægelse som varemærker.

Det skriver 17-årige Greta Thunberg på det sociale medie Instagram.

Tiltaget skal beskytte hendes navn og bevægelsen, der kaldes "Fridays for Future" - eller på svensk "Skolstrejk för klimatet" - mod at blive misbrugt af personer og virksomheder, der ikke deler bevægelsens værdier, skriver Thunberg.

- Jeg forsikrer jer, at hverken jeg eller de andre skolestrejkende har nogen interesse i varemærker. Men det er desværre nødvendigt, skriver hun i opslaget.

- Den (bevægelsen, red.) tilhører alle, som deltager i den, i særlig grad de unge. Den kan og må ikke blive brugt til individuelle eller kommercielle formål.

Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
 

Hun kommer i opslaget med to begrundelser for beslutningen om at søge om at registrere sit og bevægelsens navn som varemærker.

- Først og fremmest: Desværre er der stadig folk, der prøver at udgive sig for at være mig eller fejlagtigt påstår, at de repræsenterer mig - i forsøget på at kontakte højtprofilerede personer, politikere, medier, kunstnere med flere.

Hun opfordrer i den forbindelse alle til at være opmærksomme og forholde sig kritisk, hvis man bliver kontaktet af en person, der hævder at være Greta Thunberg.

- Derudover: Mit navn og "Fridays for Future"-bevægelsen bliver konstant brugt til kommercielle formål uden samtykke, lyder det videre i opslaget.

Thunberg, der er en fremtrædende stemme i kampen mod klimaforandringer, begyndte for over et år siden sin skolestrejke for klimaet.

Hun blev væk fra undervisningen hver fredag og demonstrerede i stedet foran Riksdagen i den svenske hovedstad, Stockholm.

Elever og studerende i det meste af verden har siden da ladet sig inspirere af den unge svenske klimaaktivist.

548 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere