Thy-lejr med 300 i timen: Peter har en flammekaster i udstødningen

Masser af rock og rul til fire dages træf med flotte motorcykler

Peter Fjordback fra Aalborg vækker opsigt med sin vagabond-motorcykel, som har alt i udstyr incl. tomme øldåser og en flammekaster i udstødningsrøret. Foto: Ernst van Norde
Peter Fjordback fra Aalborg vækker opsigt med sin vagabond-motorcykel, som har alt i udstyr incl. tomme øldåser og en flammekaster i udstødningsrøret. Foto: Ernst van Norde

Man tager 3500 kasser øl, 5800 tørstige mænd af begge køn samt ca. 3200 motorcykler og ryster dem sammen på en teltlejr i et hyggeligt hjørne af Danmark.

I fire dage er Thy Træffet på den nedlagte campingplads ved Koldby ved Thisted den næststørste by i Thy.

Her bliver øl-hanen vredet i bund til sidste dråbe, mens der rockes og rulles til den lyse morgen.

De 3500 kasser øl er bare til at starte festen op på. Thisted Bryghus har til lejligheden etableret et depot og kører i fast rutefart til årets største enkeltkunde.

Rundt på træf-pladsen kører en mindre armada af trillebarer stort set i døgndrift med forfriskninger til mc-folket.

- Entreen er 300 kroner incl. morgenmad i weekenden. Men øllerne sælger vi for en tier stykket, fortæller Henning Frohn, frivillig siden det første træf i 1979.

Herren med de inciterende ord Fisse Skræk nøjedes med at vende ryggen til fotografen. Foto: Ernst van Norde
Herren med de inciterende ord Fisse Skræk nøjedes med at vende ryggen til fotografen. Foto: Ernst van Norde
 

Træf uden kontanter
Træffet har sin egen møntfod, en Thy-png, som er et klippekort, hvor der afregnes med klip.

- Det er af mange grunde ret praktisk at undgå kontanter, konstaterer Henning kort.

Her er motorcykler i alle størrelser og prislag. Smækre bambusraketter og dybt brølende Harley’er side om side med custom-bikes og Suzuki Intruders med bagdæk så brede som et halvt fortov.

Og pralrøvene på deres hidsige maskiner med ’kraftedme over 200 heste og 280 på toppen’ taber sutten, når MC-Robert fra Guderup på Als hiver kværnen op på sit mobile rullefelt og uden nåde afliver 70 heste og klipper topfarten ned på 200.

MC Skull's Holly har iført sig klubmaskotten Shok, der ser ud som om, den selv er krøbet på - eller omvendt I baggrunden hepper Henrik 'HP' Pedersen og kæresten Jette Pødenphant. Foto: Ernst van Norde
MC Skull's Holly har iført sig klubmaskotten Shok, der ser ud som om, den selv er krøbet på - eller omvendt I baggrunden hepper Henrik 'HP' Pedersen og kæresten Jette Pødenphant. Foto: Ernst van Norde

Nordmanden Vidar Mydland var dog med sin Kawasaki 1400 ZZR lige ved at banke toppen ud af MC-Roberts måleudstyr. Maskinen blev målt til 300 km/t på 15.000 omdrejninger og 220 HK.

Men så lugtede der altså osse af varm motorcykel bagefter.

Hos MC Skulls har klubben ti års jubilæum, og gensynsglæden er så stor, at klubbens medlemmer m/k får kagemand, små skarpe og håndbajere.

- Det er årets bedste fest, jubler Holly, som for at glæde fotografen kaster sig op på et bord iført klubmaskotten Shok, syet og opvokset i Tjekkiet.

Med 3200 motorcykler i lejren blev der sparket lidt dæk og set misundeligt på andres køretøjer. Foto: Ernst van Norde
Med 3200 motorcykler i lejren blev der sparket lidt dæk og set misundeligt på andres køretøjer. Foto: Ernst van Norde
 

Fed musik for hængerøve
Fra klub-teltene siver der en dunst af tobak, sved og ølprutter ud sammen med en gungrende gang rock. Påklædningen er påfaldende ens: Sort outfit, mudrede støvler og en fedtet lædervest.

Her er bikere med og uden rygmærker, men ingen af de grove rockere. Der bliver derimod drukket så mange bajere, at man kan få tjekket sin promille ved afrejsen.

- Jeg har oplevet mange stå med pakket rygsæk, som blæser apparatet op på en promille. Så må de lige tage en lur, fortæller alkotest-teltets indehaver, Claus Christensen. Han skønner, at mellem 500 og 1.000 vil kigge forbi og lægge de 40 kørekort-sikre kroner, som testen koster.

Lørdagens skiftende regnbyger lagde ingen dæmper på mc-festen, hvor Johnny Madsen sidst på eftermiddagen landede lige midt blandt sine mest trofaste fans med samme flair for hængerøv og fedtet hårpragt.

Vestjyden måtte dog vige pladsen til fordel for aftenens hovednavn, rocbandet SOS, som i årtier har spiller covernumre og solid røvballerock for mc-folket til årets bedste fest.

Sosu-assistent Gurli Nielsen fra Aarhus elsker sin Harley-Davidson, der er udstyret med uundværlig læbestiftholder på styret! Foto: Ernst van Norde
Sosu-assistent Gurli Nielsen fra Aarhus elsker sin Harley-Davidson, der er udstyret med uundværlig læbestiftholder på styret! Foto: Ernst van Norde

Gurli elsker sin Harley

Hun er 64, men det skal man helst spørge om to gange, for ellers skulle man tro, det var løgn.

Men sosu-assistent Gurli Nielsen, som vi træffer på det 39. Thy Træf er ung af sind, og så er hun forelsket i Harley.

Her taler vi om en ordentlig basse i gyldenmetallic lakering og spækket med udstyr bl.a. en lygteføring, der kan blæse en voksen mand omkuld.

- Det er altid godt med gode forlygter, lyder det beskedent fra århusianske Gurli.

For altid at se tækkelig ud har hun fået monteret en holder til sin læbestift på styret til venstre for gashåndtaget.

- Den er rar at have ved hånden, siger Gurli.

En to-hjulet collage
Lidt derfra støder vi på Peter Fjordback, som iført noget, der ligner et fiskenet, kører rundt på en nærmest vagabond-agtig Harley-Davidson. Uden at overdrive kan man godt kalde den overordentligt veludstyret med alskens tingel-tangel.

Der er alt fra kranier til pattegrise, tomme øldåser og stumper af dyreskind.

I udstødningsrøret har han monteret en flammekaster, hvis nogen skulle køre for tæt på.

- Jeg begyndte at bygge på den i 2006 af ragelse, jeg fandt i garagen, lyder det fra Peter.

Det er altid godt med gode forlygter

Gurlis uundværlige læbestiftsholder på styret. Foto: Ernst van Norde
Gurlis uundværlige læbestiftsholder på styret. Foto: Ernst van Norde
 

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen