Der er i løbet af den seneste uge fundet ti nye tilfælde af smitte med den sydafrikanske coronavariant, samt et nyt tilfælde med brasilianske variant.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.
- Styrelsen for Patientsikkerhed har iværksat intensiv smitteopsporing, skriver Magnus Heunicke.
Dermed er der i Danmark i alt 34 tilfælde af smitte med den sydafrikanske variant, mens der nu er tre tilfælde af den brasilianske variant, oplyser ministeren.
Artiklen fortsætter under tweetet ...
De 34 tilfælde fordeler sig i alle fem regioner. Det oplyser Statens Serum Institut i deres nyeste opgørelse over virusvarianter. 11 af dem har relation til rejser til udlandet.
Flest er fundet i Region Hovedstaden og Region Syddanmark med henholdsvis ti og ni tilfælde.
Tilfældene er fundet fra 10. januar til 9. marts.
Den sydafrikanske virusvariant har særlig opmærksomhed i Danmark. Det skyldes, at forskere er bekymrede for, at den kan nedsætte vacciners virkning.
Tidligere har der været et udbrud med varianten i Nordvest i København, mens der også er fundet ét tilfælde i Lindholm ved Aalborg.
Hvor de nye tilfælde placerer sig geografisk, vides ikke.
Magnus Heunicke oplyser desuden, at der ikke er fundet flere tilfælde af den brasilianske variant, P1, siden det seneste tilfælde blev konstateret i weekenden.
Dermed er det samlede antal tilfælde med P1 fortsat tre. Alle tre har været ude at rejse i forbindelse med, at de blev smittet.
Den sydafrikanske variant blev første gang påvist i Sydafrika i oktober sidste år.
Opdateres ...