Tidligere leder i privat hjemmehjælpsfirma: Det gik værst ud over de svageste

En tidligere leder i det private plejefirma Kærkommen fortæller, at de svageste borgere blev svigtet mest

Har du erfaringer med hjemmehjælp? Ekstra Bladet sætter fokus på de ældre og svage i Danmark. Og vi har brug for din hjælp. Skriv til os eller send billeder til peo@eb.dk eller kj@eb.dk, hvis du kender til forhold, vi bør kigge nærmere på.

Tidligere medarbejdere og ledere, samt borgere og pårørende, som har brugt Kærkommen i København, fortæller alle enstemmigt, at medarbejderne hos det private plejefirma er pressede. Det betyder blandt andet, at medarbejdere har været nødt til at manipulere borgere til at aflyse besøg, rykke på demente borgeres hjemmehjælp, fordi de alligevel ikke kan huske det, eller i værste tilfælde springe borgeres besøg over.

Den tidligere hjemmehjælper sagde selv op i slutningen af 2014, da hun ikke kunne stå inde for sit arbejde. (Foto: Linda Johansen) Samfund - 26. jan. 2015 - kl. 07:04 Privat firma svigter: Umuligt at nå at passe de ældre og svage

- Vi gruppeledere var så pressede, at vi kunne finde på at ringe til en borger og lyve om, at der kun var en mand til rådighed, selv om borgeren ikke ønskede mænd i sit hjem. Så aflyser borgeren, og vi kunne vinde en halv time. Det er forfærdeligt, når man ved, at borgeren har brug for hjælpen, siger en tidligere gruppeleder hos Kærkommen.

Test af kørselstid: Sådan gjorde vi

Når en medarbejder møder ind på vagt hos Kærkommen får vedkommende udleveret en køreliste. Her står der, hvilke borgere man skal besøge, samt hvornår og hvor mange minutter, der er sat af til borgerens hjælp. Ekstra Bladet har været i kontakt med flere tidligere ansatte og er gennem dem kommet i besiddelse af 11 kørelister fra 2012 til 2014.

Vi har prøvekørt en af ruterne fra 2014. Vi valgte at overholde den tid, som borgerne ifølge planen skulle have hjælp i, selv om vi blev forsinkede undervejs. Testen viste, at vi ved sidste besøg var en time og syv minutter forsinket. I det er der ikke medregnet hvor lang tid, det tog af finde en parkeringsplads på de forskellige adresser i København. Tiden kunne have været indhentet ved at være kortere tid ved alle borgerne eller ved at droppe et helt besøg.

- Vi har følt os nødsaget til at rykke rengøringer igen og igen. Det var smartest at rykke ’Jytte på Nørrebro’, fordi hun var dement og alligevel ikke vidste, hvornår hun havde fået gjort rent sidst. I værste tilfælde nåede vi slet ikke at udføre rengøringen, før borgeren havde tid igen. Det gik værst ud over dem, som ikke kunne sige fra.

Gik hjem med ondt i maven
Den tidligere gruppeleder har arbejdet i Kærkommen i København i to og et halvt år og er uddannet social- og sundhedsassistent, men sagde op i den første halvdel af 2014. Hun tilrettelagde hjemmehjælpernes vagter og skulle sørge for, at hjemmehjælperne kunne nå ud til mange borgere på så lidt tid som muligt. Hun fortæller, at hun tit forklarede ledelsen problemerne, men at der ikke blev lyttet.

Selv om Suzan har brug for rutine i sin hverdag, har der siden juli sidste år været 13 forskellige hjemmehjælpere hos hende. (Foto: Anthon Unger) Vagthund Hjerneskadede Suzan: Jeg føler mig som en stor besparelse

- Hver dag gik jeg hjem med ondt i maven over den manglende hjælp, siger den tidligere gruppeleder. Hun har ikke lyst til at få sit navn frem af hensyn til sit nuværende arbejde, men hendes udsagn bekræftes af to andre gruppeledere, som har været ansat i Kærkommen.

Fakta om privat hjemmehjælp

Når man har ret til hjemmehjælp, må man selv bestemme, om det er det kommunale, der skal varetage plejen, eller om et privat firma, som kommunen har godkendt, skal tage over. Kærkommen er ét af de to private firmaer, som Københavns Kommune har godkendt til at levere hjemmehjælp. Kærkommen er godkendt i syv kommuner på Sjælland og i Nordjylland.

Direktør: Vi beregner nok tid til kørsel

Hverken socialborgmester Jesper Christensen (A) eller sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) har ønsket at stille op til et interview, men begge forvaltningers presseenheder oplyser via mail, at de vil bede Kærkommen om en redegørelse.

Til Ekstra Bladet siger administrerende direktør i Kærkommen, Martin Sattrup Christensen, at han kan ikke genkende de påstande, som flere tidligere medarbejdere og borgere har fremlagt.

- Hvorfor er der ikke afsat tid nok tid til kørsel?

- Vi beregner den tid, der skal til, til kørsel. Men der kan sagtens undervejs ske noget ude hos en borger, som gør, at en hjælper bliver forsinket. Det kan man ikke gardere sig imod. Jeg kan slet ikke genkende det billede, at vi på vores ruter ikke sætter nok tid af til kørsel.

- Jeg har kørt en af jeres ruter. Det tog over en time længere at køre rundt i byen, end den tid I har afsat til det?

- Jeg kan ikke genkende det billede, at vi på vores ruter ikke sætter nok tid af til kørsel.

- En gruppeleder fortæller, at de har rykket på demente borgeres rengøring igen og igen, fordi de alligevel ikke vidste, hvornår de sidst havde fået gjort rent. Er det noget, der er sket med din viden?

- Absolut ikke. Det tager jeg stærkt afstand fra. Det, synes jeg, er helt uacceptabelt, og det, håber jeg ikke, er sandt.

- En hjemmehjælper fortæller, at aftensmaden stadig stod på bordet hos en borger, dagen efter hun skulle have haft den, fordi der ikke havde været besøg. Har du været bekendt med det?

- Medarbejderne har en pligt til at fortælle os, hvad de ser ude i hjemmene. På baggrund af det reagerer vi selvfølgelig.

- En hjemmehjælper siger, hun nogle gange var nødt til at banke hurtigt på døren og gå igen, fordi hun ikke havde tid nok. Hvad tænker du om det?

- Hvis jeg har en medarbejder, der har gjort det, så har medarbejderen ikke været sit job voksen nok. Medarbejderen har snydt, og det er ikke acceptabelt.

- Pårørende til en stærkt dement kvinde fortæller, at I nogle gange ikke dukkede op, og at hun derfor ikke fik sin livsvigtige medicin. Hvordan kan det være?

- Jeg ved jo ikke, hvad det er for en borger. Hvordan skal jeg kunne svare på det spørgsmål?

- Flere fortæller, der kommer mange forskellige hjælpere og ikke én fast. Det svarer ikke til løfterne i jeres brochure.

- Rengøringsborgere får kun besøg i dagtimerne. Derfor er det forholdsvis nemt at give dem en fast hjælper. Ved en plejeborger vil man aldrig kunne nøjes med en enkelt. Men her tilbyder vi en hovedkontaktperson.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere