Tidligere præsidentkandidat mister bror til coronavirus

Den amerikanske senator i Massachusetts og tidligere præsidentkandidat Elizabeth Warren har mistet sin ældste bror til coronavirus

Senator Elizaberh Warrens ældste bror, Don Reed, er død, tre uger efter at han blev ramt af coronavirus. Foto: Amanda Sabga/Ritzau Scanpix
Senator Elizaberh Warrens ældste bror, Don Reed, er død, tre uger efter at han blev ramt af coronavirus. Foto: Amanda Sabga/Ritzau Scanpix

Den nu tidligere præsidentkandidat i USA Elizabeth Warren har mistet sin ældste bror til coronavirus.

Elizabeth Warrens ældste bror, Don Reed Herring, døde tirsdag aften i Oklahoma, oplyser Warren på Twitter.

Elizabeth Warren har ikke tidligere nævnt, at broren skulle være blevet testet positiv for coronavirus.

Don Reed Herring blev ifølge flere udenlandske medier indlagt på grund af en lungebetændelse i februar, hvorefter han blev flyttet til et rehabiliteringscenter, der har oplevet tilfælde af coronasmitte. Derfra blev han indlagt på en intensiv afdeling på et nærtliggende hospital, hvor han døde.

Det skriver The Guardian og Boston Globe.

Opnåede en tredjeplads for demokraterne
Elizabeth Warrens præsidentkampagne kom godt fra start med planer om at omstrukturere det amerikanske samfund, da hun så de øvre klasser som ødelæggende for økonomien og demokratiet.

Selvom hun havde stor succes og hurtigt opnåede en demokratisk tredjeplads, lykkedes det hende ikke at overgå de to største rivaler, Bernie Sanders og Joe Biden.

Warren faldt så til en fjerdeplads, så en femteplads, og da hun tabte valget i sin egen stat var løbet kørt, lyder det i New York Times.

Under sin præsidentkampagne talte Warren flere gange med stolthed om broderens militære karriere.

Warren måtte droppe ud af kapløbet i marts. Siden har hun givet sin støtte til Joe Biden.

0 kommentarer
Vis kommentarer