Tikkende bombe for husejere: Sådan får du svar

Omkring en million danske hustage kan indeholde sundhedsskadelig asbest. Her er hvad du skal vide for at sikre dig mod de farlige stoffer

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Din sundhed kan være på spil, hvis du er en af de mange danskere, der bor i et hus, der er bygget før 1980’erne.

Mange ældre huse er nemlig isoleret med asbestplader, og hvis disse går i opløsning, kan støvet fra dem være meget sundhedsskadeligt at indånde.

Eksperter peger på, at omkring en million danske huse indeholder asbest, som i værste fald kan være kræftfremkaldende, og derfor kan der være god grund til at kigge dit tag efter i sømmene en ekstra gang.

Hvordan ved man, om der er asbest i et tag?

Alderen på dit hus er den bedste indikator for at vide, om dit hustag indeholder asbest, forklarer Henrik Bisp, som er ekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Bolius.dk.

For hvis dit hus er gammelt, og taget har samme alder som huset, vil der med stor sandsynlighed være blevet brugt asbest i tagpladerne.

- Asbest har været brug i lang, lang tid, men man udfasede brugen mellem 1984 og 1988. Derfor er alle eternittage fra før 1984 som udgangspunkt asbestholdige, mens nyere tage fra efter 1988 ikke indeholder asbest, understreger Henrik Bisp, og forklarer, at hvis du ikke ved, hvornår dit tag er bygget, så vil eternitpladerne i nogle tilfælde have en årstalsangivelse.

Hvis du vil vide med sikkerhed, om dit tag indeholder asbest, er den mest sikre måde dog altid at få foretaget en laboratorietest.

- Du kan for eksempel kontakte Teknologisk Institut, hvis du vil have testet, om der er asbest i tagpladerne. Det er en meget god idé at tage sig tiden til rent faktisk at få det testet i stedet for at komme til at håndtere det uagtsomt.

Faktaboks: Hvorfor er asbest farligt?

Asbestplader er ikke farlige, hvis de er ubeskadigede.

Men hvis asbesten bliver brudt ned til mindre fibre, kan du komme til at indånde dem, og de kan indlejre sig i lungerne.

Dette kan på længere sigt give risiko for at udvikle lungekræft.

Der findes endnu ingen grænseværdi for, hvor meget asbest, der skal indåndes før det er sundhedsskadeligt, men eksperter peger på, at selv meget små mængder kan være farlige.

Kilde: https://www.nedbrydningssektionen.dk/media/27405/asbest_vejledning.pdf og Henrik Bisp.

Skal taget skiftes, hvis det indeholder asbest?

Som udgangspunkt er asbest kun sundhedsskadeligt, hvis pladerne er nedbrudte eller defekte, og du derfor kan risikere at indånde de skadelige partikler. Derfor er det ikke alle ældre tage, der behøver at blive skiftet omgående, siger Henrik Bisp.

- Der findes mange tage, som i forhold til tætheden sagtens kan holde flere år endnu. I sammenhæng med en tilstandsrapport giver man et bølgetag med asbest en levetid på 80 år. Men i nogle tilfælde kan tagbelægningen godt nedbrydes hurtigere. Men hvis overfladen bliver nedbrudt, og fibrene kan sprede sig, så bliver det noget farligt noget at rode med.

Derfor anbefaler han, at du holder øje med tilstanden på dit tag for at kunne komme skaderne i forkøbet, hvis taget begynder at se slidt eller forfaldent ud.

- Hvis tagpladerne begynder at afskalle eller forvitre, så betyder det, at overfladen er brudt, og så skal du være varsom.

- Selvom vi har nogle overslag på, hvor længe et tag kan holde, er der ikke nok viden om, hvornår fibrene begynder at løsne sig. Selvom dit tag måske stadig er tæt og fungerer til at holde regnen ude, så kan overfladen godt være porøs, og så kan fibrene udskille sig til omgivelserne.

Han påpeger, at det er bedre få skiftet taget lidt for tidligt, frem for at vente til tagpladerne er mere porøse, og derfor farligere at arbejde med.

- Hvis du er usikker, så er der ikke noget i vejen for, at skifte taget præventivt – hvis du altså har midlerne til det. Få eventuelt en byggesagkyndig til at vurdere tilstanden. Men hellere være på den sikre side, end at gamble med din sundhed.

Se også: En million danske hjem ramt: - En tikkende bombe

Hvordan fjerner man asbest i taget?

Vigtigst af alt, når man taler om asbest, er at håndtere det med stor varsomhed, understreger Henrik Bisp. Og hvis du ikke selv føler dig klædt på til opgaven, er det altid en god idé at få en professionel med ind over dit byggeprojekt.

- Hvis man ønsker at gøre det selv, bør man tage det meget alvorligt, og beskytte sig med specielle dragter og masker.

- Så længe pladerne er intakte, burde der ikke være nogen risiko ved det. Men når du skal løsne skruer og flytte rundt på pladerne, kan der sagtens være situationer, hvor en plade knækker eller på anden måde bliver beskadiget, og så kan det godt være farligt at gøre selv. Så hvis du er i tvivl om, hvordan du gør det forsvarligt, så kontakt en professionel.

Henrik Bisp anbefaler, at du altid følger arbejdstilsynets anbefalinger for håndtering af asbest, hvis du skal skifte dit tag eller på anden måde kommer i kontakt med asbest.

Hvordan skiller man sig af med asbestpladerne?

Når asbestpladerne er fjernet fra taget, er det vigtigt at skille sig af med dem på en forsvarlig måde. Her er det ikke nok at hverken smide dem i skraldespanden eller at køre på genbrugspladsen med dem, fortæller Henrik Bisp.

- Det er farligt affald, og det skal derfor i nogle tilfælde anmeldes til kommunen. Dem, der arbejder på genbrugsstationen, skal kunne håndtere det forsvarligt, når der kommer farligt affald, og derfor skal de som regel vide det på forhånd, inden du afleverer dine asbestplader.

- Reglerne er dog forskellige fra kommune til kommune, og derfor bør du altid ringe og spørge din kommune, hvordan du kan skille dig af med pladerne.

Faktaboks: Sådan håndteres asbest forsvarligt

- Asbestholdige plader skal for så vidt muligt nedtaget i hel tilstand, og bør altså ikke brækkes i stykker eller overskæres.

- Asbestholdigt materiale kan befugtes for at modvirke støvdannelse.

- Ved demontering af asbestholdigt materiale bør det ikke falde ned på underlaget eller på anden måde spredes, men materialet bør opsamles i lukket emballage.

- Ventilation på arbejdsområdet bør stoppes og afdækkes indtil arbejdet er udført, og området er blevet rengjort. Der bør benyttes særlig ventilation med asbestfiltre, mens arbejdet foregår.

- Der bør hverken ryges, drikkes eller spises i et område, hvor der er risiko for asbeststøv.

- Ved arbejde med asbest, bør der anvendes støvafvisende arbejdstøj, hovedbeklædning og særligt åndedrætsværn.

Kilde: Arbejdsmiljøtilsynet.

 

 

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere