Til halloween-fest i lorteble

PLEJEHJEMSSVIGT: Plejere ignorerede 90-årig dement, selvom hun både led af tynd mave og blærebetændelse - se de chokerende optagelser her

Se klippet hvor plejerne sender Else til halloween festen med de andre beboere med en våd ble og tæpper til at skjule den dårlige lugt. Videoreportage: TV2 Dokumentar

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

I scene efter scene afslører skjulte optagelser, som TV2 har lavet til en nu forbudt dokumentar om et plejehjem i Aarhus, hvordan stedets plejere groft ignorerer den demente Else.

I stedet for at sikre, at Else får sin ble mere hyppigt tjekket og skiftet, vælger plejerne at lade hende blive siddende i sin egen afføring og tis. Det viser optagelserne, som Ekstra Bladet har valgt at vise.

I klippet, som du kan se i toppen af denne artikel, har Else netop fået en diagnose for blærebetændelse, formentlig på grund af manglende bleskift. Hun har tidligere ligget frysende med afføring og tis smurt helt oppe i nakken med den samme ble i op til 24 timer. Men der tilstøder nu komplikationer i form af tynd mave, og plejerne kan tydeligt høre Elses mave rumle.

Samfund - 6. jul. 2020 - kl. 19:00 Her er TV2-optagelserne Danmark ikke må se

Plejer: Kan ikke betale sig
Men da der er halloween-middag på plejehjemmet, og to ansatte vil gøre Else klar til måltidet, konstaterer de på ny, at hun er 'helt våd' af tynd afføring og tis.

'Hvis hun bliver ved med at skide, så er det åndssvagt at gøre det nu (skifte hende, red.). Skal vi ikke bare tage hende med. De kan ikke lugte det for maden,' siger en plejer til sin kollega. 

Herefter aftaler de at pakke den 90-årige ind i tæpper og håndklæder - og køre hende ind til middagen med de andre beboere.

'Hun bliver ved med at pisse og skide. Det bliver ved med at løbe. Det siver. Det kan ikke betale sig. Vi kommer til at gøre det igen,' lyder det.

Foto: Ernst van Norde Samfund - 6. jul. 2020 - kl. 22:01 Frygtede de ville slå hende ihjel

Derfor bringer EB klippene

TV2 har forgæves forsøgt at få lov til at bringe dokumentaren, der afslører alvorlige overgreb og svigt hos ældreplejen i Aarhus Kommune.

Først i fogedretten og senere ved landsretten er det nemlig lykkedes kommunen at stoppe udsendelsen. Ifølge kommunen sker det for at beskytte den demente kvinde, som har været udsat for overgrebene.

Kommunen mener nemlig, at de har pligt til at beskytte kvinden mod, at optagelserne vises, selvom både hendes værge og familie støtter en offentliggørelse af optagelserne.

Familien har ellers i flere år forsøgt at få en dialog med kommunen og løst de voldsomme problemer, som dokumentaren nu afslører. Indtil nu har de mange møder været forgæves, mener familien.

Elses værge, hendes barnebarn Charlotte Ahm, samt Elses syv børn har derfor givet Ekstra Bladet samtykke til at bringe udvalgte klip fra dokumentaren, der beviser, at familien havde ret. Og som viser, at både Aarhus Kommune og andre danske kommuner bør gå langt mere systematisk til værks og sikre, at hverken Else eller andre sagesløse ældre som Else udsættes for uværdig behandling og ulovlig magtanvendelse i ældreplejen.

Lederen - 6. jul. 2020 - kl. 19:00 Du skal se med

Aftaler løgnehistorie
Optagelserne viser, at Else faktisk gør opmærksom på, at hun skal skiftes. Men det kan ikke betale sig, lyder svaret.

De to plejere aftaler herefter en løgnehistorie om, at de har skiftet Else, hvis kollegerne skulle spørge:

'Så siger vi bare, at det siver hele tiden. Så det skal vi gøre igen. Det kan vi desværre ikke gøre for. Fy for ..,' lyder det.

Herefter bliver Else rullet ud til halloween fest og kommer først tilbage til sin lejlighed to timer senere.

Forrået indstilling
I en anden scene ser man, hvordan to plejere på Kongsgården aftaler at lyve om, hvorvidt de har prøvet at give en dement beboer hans medicin: 'Vi siger bare, han ikke ville tage den.'

De skjulte optagelser viser en forrået indstilling hos ansatte på Kongsgården. Klip efter klip dokumenterer, hvordan plejepersonale taler grimt og hånligt om både Else og hendes pårørende, der betegnes som 'sindssyge' og 'skingrende skøre', mens den 90-årige kvinde kan høre det. 

Demenspsykolog Anneke Dapper-Skaaning har 25 års erfaring og har bl.a. undervist plejehjemspersonale.

Sådan virker et fogedforbud

Et fogedforbud er en midlertidig afgørelse, hvor retten har bestemt, at et firma eller en person skal stoppe med at gøre en bestemt handling.

Det kan være et forbud mod at sælge et produkt, som en konkurrent mener er en kopi. Eller det kan være en artikel eller en udsendelse, som en part i sagen mener bryder loven.

I sagen om TV2-dokumentaren har Aarhus Kommune krævet, at optagelserne ikke bliver vist, fordi de ifølge kommunen krænker både den demente Else og de ansatte, der er blevet filmet. Det har fogedretten og senere landsretten givet kommunen ret i og derfor stoppet TV2-udsendelsen.

Sagen kan senere blive ført videre ved domstolene, hvor man endelig afgør, om fogedforbuddet er korrekt, eller om TV2 senere alligevel får lov til at vise udsendelsen.

Hvis man bryder et fogedforbud, kan det koste de ansvarlige en bøde eller i værste tilfælde en fængselsstraf.

Fogedforbud er i øvrigt en forældet betegnelse, da forbuddet rent juridisk hedder 'Midlertidig afgørelse om forbud og påbud'.

Ikke et menneske
Hun mener, at plejepersonalet i de kritisable situationer ikke længere ser Else og andre demente som mennesker, men blot en opgave, som skal løses. Også Anneke Dapper-Skaaning stiller sig undrende over for landsrettens fogedforbud.

'Det skulle gerne være nok at de pårørende giver samtykke, fordi Else ikke kan selv pga. sin demenssygdom. Hvis ikke de pårørende, hvem skal så beskytte de mennesker, som er prisgivet vores hjælp. Det plejer at være kutyme på plejehjem, at de nærmeste pårørende taler på vegne af dem, som ikke kan selv,' siger den erfarne demenspsykolog.

Kommune: Ikke acceptabelt
Ledelsen i Aarhus Kommune vil trods de tunge beviser fra TV2's skjulte optagelser ikke udtale sig i dokumentaren. I stedet har kommunen sendt en kort udtalelse.

‘De hændelser, hvor der er tale om svigt og forsømmelser, har prompte fået personalemæssige konsekvenser,' skriver kommunen.

'I Aarhus Kommune accepterer vi på ingen måde et sprogbrug og en tone, der kan opleves som nedgørende, ligesom ingen borgere skal opleve at blive talt hen over hovedet på.'

'Vi beklager over for de borgere og pårørende, der har haft den oplevelse. Ledelsen på Kongsgården har iværksat en handleplan.'

617 kommentarer
Vis kommentarer