Tilde indlagt: Spiste joint på sin gåtur

Gravhunden Tilde gik i krampe efter formentlig at have spist en joint på sin morgengåtur

Stakkels Tilde har fået det godt igen, efter den blev forgiftet med cannabis . Foto: Kirsten Holmehøj.
Stakkels Tilde har fået det godt igen, efter den blev forgiftet med cannabis . Foto: Kirsten Holmehøj.

- Jeg kan godt sige dig, hun var virkelig syg.

Sådan lyder det fra Kirsten Holmehøj fra Hørsholm, efter hendes gravhund Tilde i forrige uge blev skæv efter at have spist en joint.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Kirsten Holmehøj var ude og gå tur med Tilde og sin anden gravhund, og da de kom hjem, blev Tilde pludselig dårlig.

- Der gik få minutter, og så blev Tilde meget, meget syg. Hun havde kramper, der stod fråde ud af munden på hende, og hun havde tvangsdrejninger af hovedet. Hun kunne slet ikke stå på sine poter. Det var så forfærdeligt, fortæller Kirsten Holmshøj til Ekstra Bladet.

Tog urinprøve
Hun prøvede uden held at ringe til dyrlægen og tog så en hurtig beslutning om at sætte hunden i bilen og køre afsted. Hos dyrlægen blev det klart, at Tilde var blevet syg, fordi den var skæv.

- Dyrlægen gav Tilde noget modgift. Efterfølgende tog vi en urinprøve, og det var klokkeklart, at det var cannabis, hun havde i urinen, siger Kirsten Holmshøj.

Hun gætter på, at Tilde har spist bunden af en joint.

Efter Tilde var blevet behandlet af dyrlægen, blev den indlagt til observation.

- Rystelserne og kramperne klingende af i løbet af nogle timer, men hun var ikke sig selv. Der gik et døgn, før hun var sig selv.

Cannabis-episoden har sat sig i Kirsten Holmehøj, og når hun går tur med sine hunde nu, er hun meget opmærksom på, hvad de har i munden. Samtidig ville hun ønske, at folk lod være med at smide deres affald i naturen.

- Det er jo trist, at man kan smide sådan en joint eller sådan noget, men der er nok lang vej til, at folk stopper med det, siger hun.

Se også: Dyrehandler skjulte fugls død: Anette fik forkert fugl med hjem

Bliver skæve ligesom mennesker
Hanne Knude Palshof er formand for fagruppen Familiedyr hos Den Danske Dyrlægeforening. Hun forklarer til Frederiksborg Amts Avis, at det eneste, man som hundeejer kan gøre, er at vente på af effekten af cannabissen fortager sig.

- Vi har ind i mellem henvendelser om lignende episoder, og det, der sker, er, at hundene bliver skæve, ligesom mennesker ville blive det. Vi registrere ikke, hvor ofte det sker, men jeg har set det før, fortæller hun til Frederiksborg Amts Avis.

151 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere