Et græskar bruges oftest til at lave tærter, supper eller til at skræmme folk til halloween, men det kan også bruges til konkurrencer, hvor det gælder om at have det største af slagsen.
DM i kæmpegræskar løb af stablen lørdag i Tivoli, da vinderen af Danmarks tungeste græskar skulle findes.
Tim Møller fra Helsingør var dukket op i den gamle have for at se deltagernes medbragte græskarhoveder. Han var selv tilmeldt til konkurrencen, men hans græskar gik i stykker.
- Det flækkede desværre for 14 dage siden, fordi det voksede for meget, siger Tim Møller.
For at kunne være med i kampen om de bedste placeringer til DM i kæmpegræskar, så kræver det en lang forberedelsestid, og Tim Møller har passet og plejet sit græskar i mange måneder.
- Jeg startede op i marts måned, og så havde jeg det en måned indendørs, hvor jeg dyrkede det i en 10 liters potte, og så var det på en varmemåtte, hvor det derefter kom ud i et telt, og så har jeg passet det over hele sommeren, fortæller Tim Møller til Ekstra Bladet.
Selvom Tim Møller synes, det er sjovt at overvære lørdagens vejning, så havde det været festligere selv at være med som deltager.
- Det er da ærgerligt. Jeg kunne godt have tænkt mig at have været med, fortæller Tim Møller.
Selvom det ikke blev til en plads ved DM i år, så har nedturen ikke slukket græskar-drømmen hos den optimistiske avler.
- Jeg er med næste år, det er helt sikkert, siger en grinende Tim Møller til Ekstra Bladet.
Se videoen fra DM i Kæmpegræskar øverst i artiklen