Black friday skaber digital trængsel hos Elgiganten.
I skrivende stund er der næsten en times estimeret ventetid på deres hjemmeside.
'Der er lige nu rigtig mange, som ønsker at handle hos os, og vi arbejder hårdt på at mindske køen. Vi sender dig til elgiganten.dk, så snart vi har mulighed for det. Tak for at du venter,' oplyser Elgiganten til de tilbudshungrende kunder.
Ingen af de øvrige kæder som Jysk, Power, Bilka eller Harald Nyborg har ventelister på deres hjemmeside.
Black Friday: Sådan vinder du priskampen
Forskellen skyldes ifølge kommunikationschefen hos Elgiganten, Frederik Danvig, kædens popularitet.
- Det er ærgerligt, at vi har en digital kø, men jeg tror, det handler om, at vi er vældig populære, siger Frederik Danvig.
Elgiganten har forberedt sig minutiøst i år, men det har ikke været nok til at kunne klare den store efterspørgsel, fortæller han.
- Vi har større kapacitet på vores it-systemer end sidste år, og lige nu arbejder vi på at udvide dem endnu mere, siger han.
Det er særligt store fladskærme, gamingprodukter og computerudstyr, der bliver hevet ned fra de virtuelle hylder hos Elgiganten.