Årets første dag byder på ekstrem travlhed hos Region Hovedstadens akuttelefon 1813.
Lige nu er der cirka to en halv times kø til at komme igennem hos akuttelefonen, der skal hjælpe folk med akutte sygdomme, skader eller lignende.
Det bekræfter Region Hovedstaden til Ekstra Bladet på mail.
'I dag er der mange, der ringer til akuttelefonen 1813. Vi har derfor en lang kø, som betyder, at nogle kan opleve, at de ikke kan komme igennem.'
På grund af den lange ventetid har Region Hovedstaden tilkaldt ekstra personale til at lette køen. Dog forventer de først, at problemer er løst i løbet af de kommende timer.
Region Hovedstaden kommer også med en opfordring til danskerne.
'Vi vil opfordre borgerne til kun at ringe med akutte henvendelser. Akuttelefonen kan for eksempel ikke hjælpe med henvendelser om covid tests og vacciner. Borgere, som oplever ikke at kunne komme igennem med akutte henvendelser (på telefonen red.) kan altid henvende sig på en akutmodtagelse.'