Tinder-piger udstilles: Derfor er det ulovligt

12 piger fundet på Tinder i Københavns-området udstilles fra 24. januar på mondænt galleri i København. Det kan komme til at koste kunstneren bag dyrt

Ekstra Bladet besøgte Anders Rath Rasmussens udstilling (TV: Linda Johansen, redigering: Henrik Houlberg)

Den danske kunstner Anders Rath Rasmussen kan se frem til en klækkelig ekstraregning, hvis han fører sine planer ud i virkeligheden og udstiller billederne af 12 piger, han har fundet på dating-appen Tinder.

Det er vurderingen fra flere eksperter i jura, som Ekstra Bladet har været i kontakt med.

Fra 24. januar til 6. februar er det kunstnerens plan at udstille 12 portrætter af 12 forskellige kvinder, han han har fundet på Tinder.

Billedkunstneren portrætterer pigerne med pensel og maling på sit lærred, mens også de originale billeder fra kvindernes tinderprofiler vil blive vist på udstillingen.

Anders Rath Rasmussen viser Fong Tcunvi  portrættet han har malet af hende. Hun har givet ham lov til at male og udstille hende. Foto: Linda Johansen
Anders Rath Rasmussen viser Fong Tcunvi portrættet han har malet af hende. Hun har givet ham lov til at male og udstille hende. Foto: Linda Johansen

De fleste piger ved det ikke
Men langt de fleste af pigerne har aldrig givet samtykke til at lade sig selv og tinderbillederne portrættere på udstillingen, og det faktum kan blive et problem.

Ifølge professor og PhD ved det juridiske fakultet under Københavns Universitet, Morten Rosenmeier, er der derfor ingen tvivl om, at billedkunstner Anders Rath Rasmussen krænker pigernes ophavsret, når han 24. januar hænger dem op til offentligt skue på Galleri Bredgade 22 som en del af udstillingen, der har fået navnet 'House of Tinder'.

For selv om billederne med et trylleslag bliver offentligt tilgængelige, når de bliver lagt på Tinder eller Facebook, betyder det ikke, at fremmede frit kan bruge dem uden din tilladelse, lyder det fra professoren:

- Billederne er ophavsretsligt beskyttet. Kunstneren må altså ikke bruge billederne uden at have fået tilladelse fra fotografen først. Hvis der for eksempel er tale om selfies eller billeder taget med selvudløser af pigerne selv, så er det pigernes ophavsret, der er overtrådt, forklarer juraprofessoren til Ekstra Bladet.

Nedenfor kan du se et af før- og efter-billederne, der bliver udstillet på 'House of Tinder'-udstillingen. Ekstra Bladet har fået lov at bringe billedet. Det samme har Anders Rath Rasmussen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Regning på tusindvis af kroner
Juridisk konsulent i Dansk Journalistforbund, Anders Sevel Johnsen, er enig i professor Morten Rosenmeiers analyse. Han støder ofte på sager, hvor medlemmer af Journalistforbundet har fået deres ophavsret krænket, og det kan blive en dyr affære:

- I en sag som denne, vil fotografen bag billedet kunne kræve et vederlag på flere tusinde kroner. Det er det, det koster, hvis man skal ud at købe et portrætbillede ved en professionel fotograf. Udover vederlaget kan fotografen af tinderbillederne kræve en godtgørelse, fordi udstilleren ikke har spurgt om lov til at bruge billederne. Det vil typisk være det samme beløb som vederlaget, forklarer Anders Sevel Johnsen.

- Foruden kontant betaling vil fotograferne også kunne kræve fotografierne fjernet fra udstillingen.

Dermed kan den samlede ekstraregning for at udstille tinderbillederne løbe op i mere end 44.000 kroner, hvis alle fotograferne bag tinderbillederne kræver betaling.

64 kommentarer
Vis kommentarer