Tine tudbrøler før halvmaraton: Jeg gennemfører med muskelsvind

49-årig Tine Hallberg er mere stædig end de fleste. Trods uudholdelige smerter starter hun som nummer 8738 ved Copenhagen Half Marathon søndag

Her kan du se interview med Tine Hallberg. Video: Jonas Olufsen
Følg Samfund

Forleden stod 49-årige Tine Hallberg i badet og spekulerede over, hvordan det er at komme over målstregen til Copenhagen Half Marathon. Hun blev faktisk så rørt over at stå og tænke tanken til ende, at tårerne begyndte at trille ned ad kinderne.

- Jeg begyndte at tudbrøle, siger hun.

Men det er også helt specielt for hende at deltage, når hun på søndag tager fat på de 21,1 kilometer.

En idrætslæge har fortalt Tine Hallberg, at når hun har gennemført distancen, så er hendes krop lige så udmattet, som hvis en hvilken som helst anden havde løbet fire gange så langt - altså to maratonløb.

Men Tine Hallbergs krop er heller ikke normal. For 12 år siden blev hun ramt af muskelsvind af typen limbgirdle. Hun har også fået fjernet sin livmoder efter at være blevet ramt af livmoderhalskræft, og så har hun problemer med nyrerne. Det gik kun en vej, indtil hun for tre år siden knap kunne gå mere. Hendes skridt blev kortere og kortere. Hun følte sig svag og træt.

- Efter 500 meter gjorde det så ondt, og jeg var så træt, at jeg måtte ligge på en sofa, siger Tine Hallberg til Ekstra Bladet.

Vil ikke ende i kørestol
På det tidspunkt sagde Tine Hallberg stop. Hun ville ikke havne i kørestol. Og trods de dystre udsigter og lægens dom, så gav hun sig i kast med løbetræning. Sidste år gennemførte hun Eremitageløbets 13,3 kilometer.

- Det betyder så meget for mig at vise, at jeg ikke går ned. Jeg kan være lige så stærk som alle andre, siger Tine Hallberg, som stadig selv kan klare alt praktisk i hverdagen.

Tine Hallberg var også fysisk aktiv som barn. Hendes mor var bordtennislandstræner. Her spiller Tine selv som 9-årig. Privatfoto
Tine Hallberg var også fysisk aktiv som barn. Hendes mor var bordtennislandstræner. Her spiller Tine selv som 9-årig. Privatfoto

Egentlig har Tine Hallberg altid været fysisk aktiv. Det har hun fra sine forældre. Hendes mor Birthe Larsen var landstræner i bordtennis. Og hendes far har gennemført tre løb på hver 100 kilometer. Hver gang familien holdt sommerferie, foregik det på en idrætscamp ved Ebeltoft.

Når Tine Hallberg selv skal give et bud på, hvorfor hun ikke er endt i en kørestol, hævder hun selv, at hun i forvejen havde meget fysik at stå imod med, da sygdommen ramte. På det tidspunkt arbejdede hun som webredaktør på Herlev Hospital. Hendes fysik kommer hende til gode i dag.

- En idrætslæge på Bispebjerg Hospital, som lige har været med sejlsportsatleterne til OL, siger til mig, at min krop slet ikke kan løbe, siger Tine Hallberg. Hun fik ideen med at løbe et halvmaraton, da hun sidste år så Copenhagen Half Marathon på tv. Hun luftede ideen med, at hun ville løbe i år over for sin kæreste.

- Han sagde, at det kunne jeg godt droppe, forklarer Tine Hallberg.

49-årig Tine Hallberg er mere stædig end de fleste. Trods uudholdelige smerter starter hun som nummer 8738 ved Copenhagen Half Marathon søndag. Foto: Jonas Olufson
49-årig Tine Hallberg er mere stædig end de fleste. Trods uudholdelige smerter starter hun som nummer 8738 ved Copenhagen Half Marathon søndag. Foto: Jonas Olufson

Smerter gavner på sigt
De fleste, der går op i løb, ved, at det kan gøre ondt. Men Tine Hallbergs smerter, når hun løber, er ifølge hende selv 'næsten uudholdelige'.

- Jeg føler, at jeg er ved at dø, siger hun.

Desuden har hun indimellem svært ved at få vejret. Hendes lungekapacitet er på grund af muskelsvind faldet med 25 procent, har hun fået målt.

Men Tine Hallberg ved, at hendes konstante kamp for hele tiden at bygge bare en smule mere muskelmasse på sin krop, gavner hende på sigt. Smerterne er i den henseende til at bære for hende. Måske kan hun udsætte det, som lægerne siger, er uundgåeligt. Eller, som hun selv siger:

- Hvis du spørger mig, så ender jeg aldrig i en kørestol, siger hun.

Mens andre måske bruger et par måneder på at træne sig i form til et halvmaraton, så har Tine Hallberg, som hun selv siger det, brugt tre år. Hendes sygdom gør, at hun ikke som andre kan intervaltræne og skifte mellem hurtigt og langsomt løb. Hun har gjort det til en vane at løbe og gå i stedet for. Og når hun skal løbe Copenhagen Half Maraton, så er hendes mål at gennemføre med skiftevis 1300 meter løb og 200 meter gang.

Tine Hallberg sætter pris på, at hendes forældre sørgede for, at hun havde en barndom, hvor hun var meget fysisk aktiv. Det er ifølge hende selv årsagen til, at hun endnu ikke er endt i en kørestol. Privatfoto
Tine Hallberg sætter pris på, at hendes forældre sørgede for, at hun havde en barndom, hvor hun var meget fysisk aktiv. Det er ifølge hende selv årsagen til, at hun endnu ikke er endt i en kørestol. Privatfoto

Men faktisk har hendes træning gavnet på andre måder. Hun er ikke gået til fysioterapeut i tre år for at få strakt sine muskler ud, sådan som man ellers normalt skal. For løbetræningen har tilsyneladende gjort, at hendes muskler ikke længere har behovet.

Intet kan stoppe hende
Tine Hallberg forventer at gennemføre på i tiden 2 timer og 45 minutter. Men hun håber på at klare distancen på to en halv time. Og hun håber på, at andre med muskelsvind vil lade sig inspirere.

- Hvis jeg kunne få en til at måske rejse sig, så ville det være fantastisk, siger Tine Hallberg.

Hvad skal der til, før du ikke gennemfører?

- Et hjertestop eller træthedsbrud, svarer Tine Hallberg resolut.

Hvad er det, du har, der gør, at du føler dig overbevist om at gennemføre?

- Jeg vil ikke sige, at det bare handler om at have den rette indstilling. Heller ikke selv om jeg er stædig. Jeg tror ikke, at alle mennesker har den samme viljestyrke, som jeg har. Men for mig er det også en kamp for ikke at ende i en kørestol. Det giver mig viljen, siger Tine Hallberg.

Og hvad så når du har gennemført løbet på søndag?

- Jeg vil sige sådan, at mit håb er, at jeg kan blive stærkere. Jeg ved, at muskelsvind går ned ad bakke altid. Men jeg håber på, at jeg kan gøre de små muskler stærkere, selv om de er svage nu. Så jeg kan begynde at tage længere skridt og løbe hurtigere. Måske ikke løbe længere. For en uge siden fik jeg en invitation til Hannover Marathon. Det kan godt være, det er for langt. Men hvis jeg bliver bedre, så gør jeg det.


Mange bakker op
På søndag vil Tine Hallberg få opbakning fra sin kæreste, som selv løber, fra sin bedste veninde og en massør, som hun får bindevævsmassage hos. Massøren skal også løbe turen og har lovet hende at løbe hende op, efter at han selv har gennemført.

Desuden kommer Tine Hallbergs forældre på 73 og 78 og hendes 24-årige datter, som har taget fri fra arbejde som grænsevagt ved Rødby.

- Min kusine og hendes mand kommer også og hepper helt fra Fåborg, siger Tine Hallberg.

Tine Hallberg har startnummer 8738.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

En fuldtonet skandale