Titusindvis gør oprør mod 'verdensomspændende epidemi'

Verden over demonstrerer titusindvis i disse dage mod vold mod kvinder

Tusindvis af demonstranter gik på gaden for at gøre op med vold mod kvinder. Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

Over hele verden demonstrerer mennesker i disse dage mod vold mod kvinder.

Det gør de i anledning af International dag for afskaffelse af vold mod kvinder, der blev afholdt 25. november, og som led i en 16 dage lang FN-kampagne ved navn 'Orange The World'.

Omkring 35.000 kvinder og mænd gik således i sidste weekend på gaderne i Paris og andre byer i Frankrig for at demonstrere. På bygninger skrev aktivister navnene på franske kvinder, som i år er blevet dræbt af deres nuværende eller tidligere partner.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Kvinder og mænd over hele verden demonstrerer i disse dage mod vold mod kvinder i anledning af International dag for afskaffelse af vold mod kvinder og som led i den 16 dage lange FN-kampagne 'Orange The World'. Billedet her er fra Santiago, Chile. Foto: Claudio Reyes/Ritzau Scanpix
Kvinder og mænd over hele verden demonstrerer i disse dage mod vold mod kvinder i anledning af International dag for afskaffelse af vold mod kvinder og som led i den 16 dage lange FN-kampagne 'Orange The World'. Billedet her er fra Santiago, Chile. Foto: Claudio Reyes/Ritzau Scanpix
 

I Bruxelles i Belgien marcherede flere end 10.000 mod vold mod kvinder søndag. Også her blev navnene på dræbte kvinder råbt op.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Titusindvis gik lørdag på gaden i Paris for at demonstrere mod vold mod kvinder. Foto: Dominique Faget/Ritzau Scanpix
Titusindvis gik lørdag på gaden i Paris for at demonstrere mod vold mod kvinder. Foto: Dominique Faget/Ritzau Scanpix

Fokus på vold vil vare i 16 dage

I anledning af International dag for afskaffelsen af vold mod kvinder, som afholdes hvert år 25. november, har FN igangsat en kampagne ved navn 'Orange The World' eller 'gør verden orange'.

Den opfordrer til 16 dages aktivisme med formålet at gøre opmærksom på problemet med vold mod kvinder. Det kan man gøre ved at demonstrere, eller ved for eksempel at afholde events, hvor farven orange er i fokus. Kampagnen slutter på FN's Menneskerettighedsdag 10. december.

For at markere mærkedagen og kampagnen demonstrerer titusindvis af mennesker i disse dage mod vold mod kvinder verden over. Nogle steder er demonstrationerne endt med voldsomme sammenstød med politiet, for eksempel i Mexico City.

I Danmark foregår det mere roligt. Mandag mødtes grupper af mennesker på Københavns Hovedbanegård og Aarhus Hovedbanegård. Her satte de sig på gulvet og holdt et minuts stilhed i solidaritet med de kvinder, der er blevet dræbt de seneste år, og deres pårørende.

Samme dag lyste Musikhuset Aarhus deres bygning op for at markere International dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Det samme gør Aarhus Domkirke, som også afholder samtalecaféer om emnet.

I de 16 dage, 'Orange The World' spænder over, bliver der afholdt flere talks og events om vold mod kvinder, og hvordan det skal bekæmpes.


Globalt problem
Henriette Laursen er direktør for KVINFO, Danmarks videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed. Hun påpeger, at vold mod kvinder er så udbredt, at det kaldes en verdensomspændende epidemi.

- Det er noget, som foregår overalt, og det påvirker alle, fortæller Henriette Laursen til Ekstra Bladet.

- Og så er det også noget, der 'smitter'. Vi ved fra undersøgelser, at vold kan gå i arv. Har man forældre, der er voldelige, vil nogle børn arve volden og selv slå eller mishandle, når de bliver voksne, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

I Istanbul, Tyrkiet, endte en demonstration mandag med sammenstød mellem politi og demonstranter. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix
I Istanbul, Tyrkiet, endte en demonstration mandag med sammenstød mellem politi og demonstranter. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix

Mere opmærksomhed
Vold mod kvinder er altså et problem i alle dele af verden. Men i nogle lande er problemet større end i andre.

- En af de ting, som er helt afgørende for, at man kan gribe ind over for vold, er, at man har en ordentlig lovgivning på området, fortæller Henriette Laursen.

- Det har vi i vores del af verden. Her omfatter loven også vold i private hjem, men sådan har det jo ikke altid været. Og der er stadig lande, hvor loven ikke gælder det, der sker i hjemmet. Her har man ret til at afstraffe 'sin kvinde'.

Tusindvis af ofre
Der er altså stor forskel på, hvor megen vold mod kvinder der finder sted i de enkelte lande, og hvordan der bliver grebet ind over for volden. Men på trods af den danske lovgivning er vold mod kvinder også et stort problem her.

I Danmark er der således omkring 35.000 kvinder, som bliver udsat for vold om året, oplyser Henriette Laursen.

- Og det kan selvfølgelig have enormt store psykiske konsekvenser for de kvinder. Man kan jo blive psykisk nedbrudt, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Her ses portrætter af voldsudsatte kvinder i Guatemala City, Guatemala. Ifølge organisationer i landet er omkring 571 kvinder blevet myrdet i 2019. Foto: Orlando Estrada/Ritzau Scanpix
Her ses portrætter af voldsudsatte kvinder i Guatemala City, Guatemala. Ifølge organisationer i landet er omkring 571 kvinder blevet myrdet i 2019. Foto: Orlando Estrada/Ritzau Scanpix

Kvinder har også en højere risiko end mænd for at blive dræbt af deres nuværende eller tidligere partner. Det konkluderer ny, dansk forskning, som kortlægger omfanget af drab i Danmark i perioden 1992 til 2016.

I denne periode blev 300 af de 536 kvinder slået ihjel af deres partner. Det svarer til 56 procent af alle drab på kvinder i Danmark.

Ifølge rapporten udgør skilsmisse og jalousi en del af motivet i 38 procent af alle partnerdrab.

Det er således heller ikke mere end to uger siden, at en mand blev fængslet og sigtet for at have myrdet to kvinder i byerne Ruds Vedby og Kundby, som han angiveligt var og havde været i et forhold med. 

Artiklen fortsætter efter billedet ...

I Panama City, Panama, lagde en række kvinder sig på jorden iklædt blodplettede natkjoler og med ligblanketter sat fast ved foden til minde om byens dræbte kvinder. Foto: Luis Acosta/Ritzau Scanpix
I Panama City, Panama, lagde en række kvinder sig på jorden iklædt blodplettede natkjoler og med ligblanketter sat fast ved foden til minde om byens dræbte kvinder. Foto: Luis Acosta/Ritzau Scanpix

Kæmpe tabu
Der er et stort tabu omkring vold mod kvinder, både globalt, men også herhjemme, fortæller Henriette Laursen.

- Der er mange, som tier, og som ikke søger hjælp. Det kan skyldes, at man ikke ønsker at være et offer. Ved for eksempel partnervold kan det også skyldes, at man har eller har haft en kærlighed til det menneske, som gør en ondt, siger hun.

- Så kan det være svært at få sig selv til at anmelde personen til politiet, også hvis der for eksempel er børn involveret.

En af metoderne til at bekæmpe volden er ved at nedbryde tabuet og at sætte fokus på problemet. Ifølge Henriette Laursen er det også et af målene med FN's kampagne.

- Der er vanvittigt høje mørketal inden for det her, og der er virkelig behov for, at vi får kastet lys over de her tal, så vi kan reagere på dem, siger hun.

- Det er en udfordring, at vi ikke tør tale højt om volden. Det er vigtigt at få den sat på dagsordenen.

Under en national strejke i Bogota, Columbia, demonstrerede flere kvinder mandag mod vold mod kvinder. Foto: Raul Arboleda/Ritzau Scanpix
Under en national strejke i Bogota, Columbia, demonstrerede flere kvinder mandag mod vold mod kvinder. Foto: Raul Arboleda/Ritzau Scanpix

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere