Tjekkede sin hemmelige Facebook-indbakke - fandt hjerteskærende besked 3 år for sent

29-årige Michael Kendall fik beskeden tre år for sent

Michael Kendall fik ikke muligheden for at sige farvel (Foto: Privat)
Michael Kendall fik ikke muligheden for at sige farvel (Foto: Privat)

Har du også fået en besked i den hemmelige indbakke, som kom bag på dig? Så skriv til cg@eb.dk

For nyligt florerede nyheden om, at man på Facebook har en hemmelig indbakke, som kan vise sig at være fyldt med beskeder. Den nyhed læste 29-årige Michael Kendall fra England også - og han fik sig noget af et chok, da han tjekkede sin 'hemmelige indbakke'. Der lå nemlig en tre år gammel besked, som han meget gerne ville have haft i tide. Det skriver Manchester Evening News.

- Jeg læste en artikel om, hvordan man kan komme ind i sin hemmelige indbakke på Facebook og fandt de her beskeder, da jeg var på vej til arbejde. Da jeg læste det, ramte det mig hårdt. Jeg var nødt til at spørge min chef om lidt tid til at sunde mig, siger han til avisen.

'Han klarede den ikke'
Beskeden var fra hans alkoholiske fars daværende kæreste, der opfordrede Michael til at kontakte hospitalet, hvor hans døende far var indlagt - selvom de to var dødeligt uvenner. Michael så den altså først tre år senere - da det var for sent.

'Det her er Deborah, jeg har set din far. Jeg blev ringet op af Oldham Hospital og rejser ned for at se ham, de har sagt til mig, desværre, han klarer den nok ikke natten igennem,' lyder beskeden den 15. april fra faderens eks-kæreste, der også skriver et nummer til hospitalet.

Dagen efter kommer der endnu en besked.

'Please tag kontakt til Oldham Hospital omkring din far, jeg er ked af det, men han klarede den ikke'.

Var rasende på far
Michael og hans far blev ifølge Manchester Evening News for alvor uvenner tilbage i 2012 og talte ikke sammen igen efter det. Til The Lad Bible forklarer Michael, at faderen var alkoholiker, og at han, moderen og søsteren måtte flygte fra faderen. De havde endda blokeret ham på Facebook, fordi han generede dem.

- Min far var alkoholiker og gjorde mit, min mor og min søsters liv til et levende helvede i 15 år, siger han.

Han hørte intet til sin far, før han i 2013 blev kontaktet af en onkel, der fortalte ham, at faderen var død. Det kom som et chok for familien. Michael var med til begravelsen, men var stadig rasende på sin far.

Ville gerne have kommet
Nu har beskederne fra eks-kæresten ændret alt, for de kunne måske have været vejen til forsoning, mener Michael.

- Jeg ville helt sikkert have taget hen og set ham på hospitalet, hvis jeg havde fået beskeden på det tidspunkt. Jeg ønskede altid, at han ville undskylde og angre. Jeg kunne have fundet ud af, hvorfor han ville have, at vi skulle komme, siger Michael.

- Jeg ville bare spørge ham, hvorfor han udsatte os for så meget skade og smerte. Jeg føler mig frarøvet den mulighed.

Michael fortryder også sin opførsel til begravelsen.

- Jeg ville ikke med til begravelsen, fordi jeg ikke havde respekt for ham, men jeg blev trukket med af min mor. Jeg var ligeglad med det hele, jeg sad der bare. Jeg opførte mig som en møgunge.

Selvfølgelig holdt vi af ham
Nu er Michael dog meget ked af, at beskeden ikke nåede frem til ham i tide.

- Jeg ved ikke engang, om han gerne ville have os der, men jeg ville gerne tænke, at han ville. Det er sørgeligt at tænke på, at han har spurgt efter os og vi ikke kom, og han døde med den tanke, at vi ikke holdt af ham, for det gjorde vi jo selvfølgelig.

Har du ikke fået tjekket din hemmelige Facebook-indbakke endnu, eller ved du ikke, hvordan man gør? Så er der hjælp at hente her.

71 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere