Tjener sine penge ’forkert’ og skal smides ud: - Det er en helt grotesk sag

En kinesisk familie står til at blive udvist af Danmark, fordi de tjener de fleste af deres penge om sommeren

Wang Zhao med sin kone og søn. (Foto: Privat)
Wang Zhao med sin kone og søn. (Foto: Privat)

Rettelse: I første version af denne artikel stod der, at Udlændingestyrelsen havde noget med sagen at gøre. Det er nu rettet til Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Det er ikke længe siden, Danmark var på den anden ende, da sigøjnerbossen Levakovic fik lov at blive i landet. Nu vækker en udvisningssag fra Fanø opsigt.

På øen driver kinesiske Wang Zhao en sushirestaurant, men måske ikke meget længere. Familiens indtægter fordeler sig nemlig ikke over et helt år, og det er imod Styrelsen for International Rekruttering og Integrations regler for opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

Ifølge reglerne skal man tjene 375.000 kroner, og det gør familien også, men årsindkomsten skal tjenes jævnt fordelt på årets måneder. Det er bare problematisk for en sushirestaurant på Fanø, som primært tjener penge på turister i sommerperioden.

(Foto: Privat)
(Foto: Privat)

Udvisning til september
Familien har på grund af deres ujævne indtjening derfor fået afslag på deres ansøgning om permanent opholds- og arbejdstilladelse, og Wang Zhao har fået forbud mod at fortsætte sit arbejde på sushirestauranten, han har drevet siden 2013.

Sushi-restauratøren har anket afslaget, men han risikerer at blive udvist allerede til september, hvor hans opholdstilladelse udløber.

Grotesk sag
Borgmester på Fanø, Erik Nørreby(V), er mildest talt forundret over den mulige udvisning.

- Det er en helt grotesk sag. Wang har boet her siden 2007 og opfylder jo kravene for minimumsløn. Problemet er, at han ikke har fået udbetalt den i lige store rater. Men nu er Fanø jo en turistkommune, og rigtig mange andre borgere tjener deres årsløn i sommersæsonen og ikke ret meget i vintersæsonen, hvis de da overhovedet tjener noget, siger borgmesteren til Ekstra Bladet.

På den måde ville rigtig mange af øens beboere kunne falde for de samme regler.

- De skal være glad for, at de ikke er udlændinge, siger Erik Nørreby.

Han kender selv flere på øen, hvis løn er bestemt af sæsonen. Blandt andet har øens campingpladser helt lukket om vinteren, hvor ejerne derfor ikke tjener en kroner.

- Sådan arbejder en stor del af befolkningen her. Fanø er en af de kommuner, hvor turismen har størst betydning, siger borgmesteren.

Seddel hængt op i sushirestauranten. (Foto: Privat)
Seddel hængt op i sushirestauranten. (Foto: Privat)

Årsløn truet
Forbuddet mod at arbejde kan komme til at koste Wang Zhao dyrt. Han står netop nu til at kunne invitere rigtig mange gæster indenfor til maki-ruller og tangsalat, men det må han ikke på grund af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse.

- Vi står lige foran sæsonen, hvor han skal åbne og forhåbentlig tjene sin næste årsløn. Skulle vi nu være så heldige, at nævnet omgør den her tåbelige afgørelse, så bliver det næste problem, at han har gået nogle måneder og ikke har tjent penge. Så kan det bliver svært at nå de 375.000 her i 2016. Det er fuldstændig hul i hovedet, siger borgmester Erik Nørreby.

- Det er dansk bureaukrati, når det er allerværst.

Wang ked af det
Den hårdtarbejdende Wang Zhao er selv meget ked af, hvordan hans sag er blevet behandlet. Det fortæller han til borgmesteren, som han har mødtes.

- Han har boet her på Fanø i mange år og købte hus for to år siden. Han har fået et lille barn og knokler på livet løs. Så han er en almindelig borger på lige fod med alle andre, siger Erik Nørreby, som mener folketingspolitikerne har ’sovet i timen’.

- De må vågne op og rette reglerne til, så når man har en årsløn, så er det altså lige meget, om den bliver udbetalt én, fire eller tolv gange. I min optik er en årsløn en årsløn, og det er den jo også, hvis du spørger skattevæsnet, siger borgmesteren.

423 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere