To afgørende senatorer vil stemme Kavanaugh i højesteret

Der er tilsyneladende et flertal i Senatet i USA bag at gøre Brett Kavanaugh til dommer ved USA's højesteret.

Brett Kavanaugh bliver tilsyneladende dommer ved USA's højesteret. Det tyder alt i hvert fald på, efter at demokraten Joe Manchin og republikaneren Susan Collins har erklæret, at de vil stemme for hans godkendelse.

De to senatorer ser ifølge nyhedsbureauet Reuters ud til at blive "afgørende".

Fredag aften har Susan Collins annonceret i en tale fra Senatets talerstol, at hun vil stemme for Kavanaugh. Kort efter udsendte Joe Manchin en udtalelse med samme budskab.

Efter præsident Donald Trump nominerede Brett Kavanaugh til at erstatte Anthony Kennedy som dommer ved USA's højesteret, har Kavanaugh kun manglet Senatets godkendelse.

Den proces udviklede sig dramatisk, da professor Christine Blasey Ford anklagede den nominerede dommer for at have voldtaget hende i 1980'erne. Kavanaugh har afvist alle anklager.

Anklagerne fik følelserne til at gå højt i Senatet, hvor partierne har været samlet i hver deres lejr. Susan Collins noterede i sin tale, at hun troede på, at Christian Blasey Ford havde været udsat for et overgreb.

- Men jeg mener ikke, at disse anklager er nok til at diskvalificere Kavanaugh fra at tjene ved vores højesteret, sagde Collins, der lagde stor vægt på, at ingen vidner kunne understøtte anklagerne.

Efter en procedure-afstemning i Senatet fredag stod det klart, at afgørelsen vil falde ved en afstemning i weekenden.

Her skal Kavanaugh højest sandsynligt bruge 50 ud af Senatets 100 stemmer bag sig for at blive godkendt. I tilfælde af stemmelighed må vicepræsident Mike Pence afgive en afgørende stemme.

Da Brett Kavanaugh er nomineret af præsident Donald Trump, er det forventet, at vicepræsidenten vil stemme for.

Hvis demokraterne skulle lykkes med at forhindre Kavanaughs udnævnelse, skulle de dermed overtale mindst to af de 51 republikanere til at stemme imod.

En række moderate republikanere i Senatet herunder Jeff Flake, Ben Sasse og Bob Corker har erklæret, at de vil stemme for Kavanaughs udnævnelse.

Indtil fredag aften dansk tid manglede Susan Collins og demokraten Joe Manchin at bekende kulør.

Med deres to stemmer har Brett Kavanaugh tilsyneladende 51 stemmer bag sig, med mindre der sker noget uventet ved weekendens afstemning.

Dermed er han ifølge nyhedsbureauet AFP "så godt som sikker" på at blive dommer ved USA's højesteret.

72 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere