To femårige drenge drog selv i svømmehal - og udløste politiaktion

Bade-planerne gik dog i vasken - de havde glemt badebukserne og blev opdaget i omklædningsrummet

Ved du noget? Mail 1224@eb.dk ellers SMS/MMS 1224 til alm. takst

To fem-årige drenge fra Svendborg har fået noget af en oplevelse. Ikke blot stak de af hjemmefra og gik i svømmehal. De blev også hentet af politiet og kørt hjem i en politibil.

Hændelsen fandt sted mandag aften.

De to vandhunde besluttede sig for selv at tage en tur i den lokale svømmehal i SG Huset i Svendborg - uden vel og mærke at sige noget til deres forældre om projektet.

- De nåede frem til til svømmehallen. I et ubemærket øjeblik lykkedes det dem at smutte gennem receptionen og ind i et omklædningsrum. Vores reception er ret åben, og man skal ikke gennem en karrusel. De er måske gået ind sammen med nogle betalende børn. Vi ved det ikke med sikkerhed, siger centerleder Peter Larsen til Ekstra Bladet.

Glemt badetøjet
De små purke havde åbenbart glemt at tage deres badetøj med.

- Men de fandt selv ind i omklædningsrummet, hvor de formentligt har  taget bad. For de var våde i håret, da vi fandt dem, fortæller Peter Larsen.

Da drengenes forældre opdagede, at børnene var forsvundet, kontaktede de omgående politiet. To betjente blev sendt ud for at lede efter knægtene og ankom til svømmehallen ved 18.30 tiden for at høre, om man her havde set noget til de forsvundne drenge.

- Det havde vi ikke. Så betjentene kørte videre med uforrettet sag. En medarbejder fandt lidt senere børnene i omklædningsrummet. De var heldigvis  ikke nået ind i til det store bassin. Her ville livredderen i øvrigt have opdaget dem med det samme, beretter Peter Larsen.

Vidste ikke hvor de boede
De to eventyrer-lystne drenge kunne ikke rigtig finde ud af at forklare, hvor de boede. Så derfor blev betjentene tilkaldt.

- Drengene var noget betuttede ved situationen. Den ene var lidt ked af det. Betjentene forklarede dem , at nu skulle  de hjem til mor og far. Det ville de så godt være med til. Så betjentene kørte med dem. Vejen lige udenfor centeret her er stærkt trafikeret. Så det kunne være gået helt galt. Heldigvis skete der ikke noget med drengene, siger Peter Larsen.

Peter Larsen kender ikke børnenes identitet.

- Men de burde jo næsten have et par fribilletter - nu da de ikke kom ud at bade mandag, griner centerlederen.

40 kommentarer
Vis kommentarer