To meter høj bronzeskulptur stjålet: - Vi er ikke optimistiske

En to meter høj bronzeskulptur er natten til tirsdag blevet stjålet i Randers

Pigen, der gør morgentoilette er designet af kunstneren Hans Bayen. Foto: Randers kommune
Pigen, der gør morgentoilette er designet af kunstneren Hans Bayen. Foto: Randers kommune

En bronzeskulptur, der har prydet Randers siden den blev givet til byen som gave i 70'erne, er blevet stjålet.

Det fortæller kulturdirektør Erik Mouritsen, som fik et opkald om hændelsen i går.

- Det var en af pedellerne ved den boligforening, hvor hun har stået, der ringede og fortalte, at hun var væk, siger han.

Stor betydning for området
Han forklarer, at 'Pigen, der gør morgentoilette' har betydet rigtig meget for det område, hun indtil i går var en del af.

- Hun betyder meget for området. En masse børn er gået forbi hende hver dag og har følt, at hun har set på dem, siger han. 

Snuppet for skrotværdi
Han er bekymret for, at hun allerede nu er på vej til en omsmeltning, for selv at hun i sig selv har en kunstnerisk værdi på omkring 100.000 kroner, er det ikke første gang at en bronzeskulptur er blevet snuppet, fordi metallet er penge værd.

- Vi har tidligere fået stjålet en bronzemindeplade fra en roklub, hvor den heldigvis dukkede op hos en skrothandler lidt tid efter. En bronzeskulptur fra kirkegården er også tidligere blevet stjålet, siger han.

Han tror derfor ikke, at den dukker op igen, men han håber.

- Jeg er ikke optimistisk, men vi håber, at den dukker op i en skrothandler et sted, så vi kan købe den tilbage, siger han.

Arbejder for at få kunsten ud til befolkningen
Han er ked af situationen, fordi man i kommunen arbejder på at skulpturerne skal ud i virkeligheden, og det kan måske blive et problem efter tyveriet.

- Det kan blive svære at skaffe sponsorer efter det her, men jeg vil stadig anbefale, at kunsten skal ud til befolkningen, siger han.

Der er indgivet en anmeldelse til Østjyllands Politi, som nu skal lede efter den forsvundne bronze-pige.