To østjyske børnehaver ramt af den mere smitsomme Delta-variant

Gruppeopdeling i børnehaver gør, at udbrud med særligt smitsom coronavariant indtil videre er inddæmmet

Indtil videre er det lykkedes at inddæmme smitten med den indiske coronavariant, oplyser dagtilbudsleder. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Indtil videre er det lykkedes at inddæmme smitten med den indiske coronavariant, oplyser dagtilbudsleder. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er konstateret smitte med den særligt smitsomme Delta-variant i to daginstitutioner i Tilst nær Aarhus.

Det skriver TV2 Østjylland.

Børnene i børnehaverne har været opdelt i grupper. I begge børnehaver er der en gruppe, hvor der er registreret smitte med coronavarianten, som først blev opdaget i Indien.

- Heldigvis havde vi valgt i ledelsen at fortsætte vores gruppeopdeling til efter sommerferien på grund af de aktuelle smittetal i Tilst.

- Derfor er det heldigvis kun en gruppe i hver institution, siger dagtilbudsleder i Tilst, Morten Berg, til TV2 Østjylland.

Han håber, at alle PCR-test søndag viser negativ, så alle børn og medarbejdere kan komme tilbage allerede tirsdag.

- Indtil videre er det lykkedes os at inddæmme det, siger han til mediet.

Myndighederne holder særligt øje med Delta-varianten, der betegnes som mere smitsom end de gængse coronavarianter. Den ser også ud til at øge risiko for indlæggelse.

Ved fund af coronavarianten er det ikke kun nære kontakter, men også nære kontakters nære kontakter, der skal isoleres og testes.

Tidligere på ugen fortalte Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serum Institut, uddybende om Delta-varianten.

Her lød det, at varianten giver grund til bekymring, fordi det indtil videre tyder på, at den er mere smitsom og muligvis også mere alvorlig end andre varianter.

Vaccinerne mod covid-19 ser dog ud til at være effektive mod varianten.

Men hvor beskyttelsen mod andre varianter indtræder allerede kort tid efter første vaccinestik, skal man være fuldt vaccineret med to stik, før man opnår en tilsvarende beskyttelse mod Delta-varianten.

- Det ser ud til, at man har lidt lavere beskyttelse mod Delta-varianten, hvis man kun er vaccineret med ét stik. Men hvis man har to stik, er man godt beskyttet, sagde Tyra Grove Krause tirsdag.

Ifølge Tyra Grove Krause gælder det om at holde virusvarianten stangen hen over sommeren, så endnu flere kan få de to vaccinestik og dermed blive beskyttet mod den.

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne