To personer besvimede til Kim Larsen-koncert

Smukfest fortæller nu, at to personer besvimede under Kim Larsens koncert torsdag

(Foto: Philip Davali)
(Foto: Philip Davali)

Torsdag aften var der kaos foran Rytmescenen på Smukfest i Skanderborg, da ikonet Kim Larsen skulle give koncert for det feststemte publikum.

Men som Ekstra Bladet i går kunne fortælle, måtte koncerten efter kort tid midlertidig afbrydes, da menneskemængden foran scenen blev for massiv.

Nu oplyser Smukfest, at flere personer besvimede i forbindelse med den populære koncert.

Det skete på et netop afholdt pressemøde.

- Efter fem-syv min. blev tilstrømning så stor, at publikumsmængden tættedes. To personer besvimede, men vores førstehjælpshold kom forholdsvist tidligt i forløbet frem til gæsterne, siger Kasper Sønderdahl, der er sikkerhedsansvarlig på festivalen ifølge JP.dk.

- Vi har et ansvar for, at flowet ind til og rundt ved scenerne forløber fredeligt. Det lykkedes ikke helt i går, hvor der var for lidt plads at komme frem og tilbage på, lød det blandt andet.

Efter episoden har der været massiv kritik af festivalens valg af scene til den folkekære musiker, hvor flere festivalgængere på Smukfests Facebook-side har tilkende givet, at scenen var for lille.

Også den kritik tager Smukfest til sig:

- Vi havde undervurderet Kim Larsen like-ability, og det skal vi tage ved lære af, Kasper Sønderdahl.

Frygtede Roskilde-tragedie
Ekstra Bladet var torsdag aften i kontakt med flere personer, der havde overværet tomulten foran scenen, der fik sikkerhedsvagterne til at slukke musikken.

Her fortalte flere, at de frygtede for deres sikkerhed.

- Folk bliver mast, skubbet og trampet på i en grad, der minder om en skæbnesvanger koncert på Roskilde. Det er fuldstændig sindssygt, berettede en koncert gæst til Ekstra Bladet kort efter episoden.

Mette Møller Jensen var også til koncerten:

- Jeg stod midt i det hele til Kim Larsen koncerten. Aldrig har jeg været så bange, fortæller hun.

Koncerten var afbrudt i 5-7 minutter før den blev genoptaget igen.

10 kommentarer
Vis kommentarer