Togpremiere stoppet af hellig ko

Den indiske premierminister Narendra Modis nyeste togsatsning stødte på problemer på sin allerførste rejse

Indiens Premierminister, Narendra Modi, var med til indvielsen af toget. Foto: Ritzau Scanpix
Indiens Premierminister, Narendra Modi, var med til indvielsen af toget. Foto: Ritzau Scanpix

Indiens hurtigste tog, der kan køre 180 kilometer i timen, fik lørdag en dårlig start på sit nye liv på skinnerne.

Under sin allerførste rejse ramte det således en ko og brød efterfølgende sammen.

Det nye tog, der hedder Vande Bharat Express, blev indviet af den indiske premierminister, Narendra Modi, fredag.

Her kørte det fra hovedstaden New Delhi til den hellige hinduistiske by Varanasi.

På vej tilbage til New Delhi lørdag ramte det en ko, hvilket beskadigede togets strømsystem og bremsesystem.

Det oplyser det indiske jernbaneselskab.

Uønskede køer
Toget var strandet i mere end en time, inden det kunne fortsætte videre mod New Delhi, skriver det indiske medie India Today.

Det er ikke helt usædvanligt, at løsslupne køer skaber problemer for indiske tog. Særlig ikke i Uttar Pradesh-staten, hvor også lørdagens uheld skete.

Premierminister Modi har slået hårdt ned på slagtning af køer, som af hinduer betragtes som værende hellige. Det har ført til mange løse og uønskede køer i den indiske stat.

Den nye Vande Bharat Express er en del af Modi-regeringens stort anlagte 'Make in India'-projekt.

Satsning
Regeringen planlægger også at introducere det første indiske højhastighedstog i 2022.

Lørdagens sammenbrud er dog ikke det første problem, som regeringen er rendt ind i i forbindelse med togsatsningen.

I sidste uge lagde Indiens jernbaneminister, Piyush Goyal, en video på Twitter af den nye Vande Bharat Express.

Videoen blev dog hurtigt anklaget af andre Twitter-brugere for at være redigeret.

Ministeren skulle have skruet op for farten på videoen, så toget ser ud til at køre hurtigere, end det reelt set gør.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere