Tommy fra De brændte børn: Sådan har jeg det med min mor nu

48-årige Tommy Heine Bentsen fik ikke opfyldt sit højeste ønske om en kernefamilie efter at have medvirket i programmet 'De brændte børn', men han er dog alligevel ikke kommet tomhændet ud af det

48-årige Tommy Heine Bentsen blev banket af sin stedfar i otte år. I dag er han leder af 60 ansatte i virksomheden Seas-NVE. Foto: René Gundesbøl/Nordisk Film/TV 2
48-årige Tommy Heine Bentsen blev banket af sin stedfar i otte år. I dag er han leder af 60 ansatte i virksomheden Seas-NVE. Foto: René Gundesbøl/Nordisk Film/TV 2

Livet bør starte med kærlighed og tryghed, men sådan er det ikke for alle børn i Danmark.

Den 48-årige erhvervsleder Tommy Heine Bentsen stod i aften frem i TV2-dokumentaren 'De brændte børn' for at få afklaret og konfronteret sin barndom. En barndom der var fyldt med tæsk, alkohol og frygt i familiens hjem i Sdr. Tranders i nærheden af Aalborg.

I programmet kontaktede den 48-årige både sin mor, storebror og lillesøster, fordi han håbede de kunne blive en kernefamilie. Sådan er det dog ikke gået, siden optagelserne sluttede i efteråret sidste år.

- Målet var jo at finde min familie igen og få den ballast og prøve at være en del af en tryg familie, som havde talt tingene igennem og været samlet, men det, har jeg bare måtte erkende, ikke sker, fortæller Tommy Heine Bentsen, der ikke har set eller talt med sin mor og bror siden optagelserne til dokumentaren.

- Min mor har lukket hårdt ned og vil ikke ind i den del, og det har jeg accepteret. Hun kan ikke åbne op for den boks, men det har jeg behov for, så jeg skal møde min mor på en anden måde, hvis jeg altså nogensinde skal det. Og sådan er det også med min bror. Så jeg har egentlig forliget mig med, at vi ikke kommer til at være en kernefamilie.

Helvedet
Faderen døde i en bilulykke, da Tommy Heine Bentsen var fire år gammel, og derefter kom stedfaderen ind i billedet. De efterfølgende otte år efter bliver en mareridt for Tommy, som stedfaderen jævnligt banker med bælter, bøjler og knytnæve.

- Otte år i helvede, kalder han selv barndommen.

Den værste episode finder sted, da stedfaderen en dag kommer fuld hjem. Tommy trækkes ud på badeværelset, hvor han får trukket bukserne af og får bank med et bælte. Stedfaderen smider ham i badekarret, og giver ham til sidst så voldsom en lussing, at Tommys hoved flyver ind i væggen, hvorefter han besvimer.

Voldshelvedet stopper først, da han er 13 år gammel, og politiet trækker stedfaderen ud af familiens hjem og liv.

Minder om faderen
Selvom han ikke har fået sin drøm opfyldt om en kernefamilie, så har Tommy Heine Bentsen dog fået sin far med sig ud af oplevelsen. Selvom faderen ikke længere er i live, så blev minderne om ham vækket, da han mødte menneskene fra sin fortid.

I dokumentaren ser Tommy Heine Bentsen nemlig sin onkel John, som viser ham en hjemmevideo, hvor faderen holder i hånd med en lille Tommy.

- Jeg har ikke haft nogen billeder af min barndom, for de blev destrueret af min stedfar. Så det at se ham på video, det var rigtig voldsomt for mig. For jeg kunne se, hvor omsorgsfuld og kærlig han var på de få sekunder, han stod og holdt mig i hånden og holdt om mig. Det var en kæmpe forløsning, og jeg fik et kæmpe sug og savn og havde lyst til at råbe, fortæller Tommy Heine Bentsen.

Onklen døde i januar i år af kræft, og derfor nåede de aldrig at mødes igen. Tommy Heine Bentsen har dog modtaget onklens videoer og billeder af sin far.

Afsløret for børn og kollegaer
Den 48-åriges egne børn har gennem deres opvækst fået glimt af historien om deres fars barndom at vide, dog har de ikke før nu vidst, hvor slem volden var.

- De var selvfølgelig overraskede. Lige da de havde set dokumentaren, sagde de, 'hold da op far, var det så slemt', fortæller familiefaderen.

Til daglig leder Tommy Heine Bentsen 60 ansatte i firmaet Seas-NVE, og de er også blevet informeret om dokumentaren.

- De skulle pludselig til at se en chef-kollega fra en hel anden side. Jeg har valgt at stå ved min historie, og jeg har fået en masse positive tilkendegivelser.

Dagligdagen og familielivet fortsætter hjemme hos familien Heine Bentsen som vanligt, men for faderen i huset i Bagsværd er der alligevel nogle ting, som skal bearbejdes.

- Lige nu har jeg ikke behov for at søge mod min bror og min mor, men det er en sorg, jeg skal igennem. Jeg skal have det processeret og erkendt, at det er der, vi er nu. Min søster er jeg super glad for, og vi får et tættere og tættere forhold.

Tommy Heine Bentsens stedfar og voldsmand døde af piller og druk, da Tommy var 15 år gammel.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere