Tommy tørrer røv på køerne: Løkke slap for møgfald

Danmarks største dyre-event - Roskilde Dyrskue - blev fredag åbnet af statsminister Lars Løkke Rasmussen, som gik uden om pressen og ind til frokost med landbrugets folk

Tommy Hansen sørgede for at tørre røv på køerne, inden de skulle ind på pladsen til statsministerens åbningstale. (Foto: Per Rasmussen)
Tommy Hansen sørgede for at tørre røv på køerne, inden de skulle ind på pladsen til statsministerens åbningstale. (Foto: Per Rasmussen)

Lars Løkke Rasmussen (V) vil så gerne være gode venner med landbrugs-Danmark.

Og det kom fredag også tydeligt til udtryk, da han stod for åbningstalen Roskilde Dyrskue fredag.

- Bag ethvert dyr står en mand eller kvinde, som har gjort en indsats. Vækst og velstand dumper ikke ned fra himlen. Den skal stampes ned i jorden. Vi skylder de bedst mulige vilkår for fødevareproducenterne og helt almindelig jordnær anerkendelse, sagde statsministeren blandt andet.

Men Løkke fik ikke selv meget jord under neglene under besøget. Efter talen og et par billeder med ham og en malkeko i dyrskuepladsens største ring foran nogle få hundrede mennesker på tribunerne, traskede statsministeren over til en lukket frokost, hvor han fik lejlighed til at mingle med dyrskueledelsen, adskillige sjællandske borgmestre og måske vigtigst for Lars Løkke - repræsentanter fra landbrugets og fødevareproducenternes top.

Og hans presserådgivere fra Statsministeriet gjorde deres til at fortælle pressens repræsentanter, at Lars Løkke ikke var kommet for at lade sig interviewe.

Mette blev ikke malket
Det ærgrede måske især landmandsparret Irene og Bjarne Pedersen fra Nysted på Lolland, som var troppet op ved den bygning, hvorfra Løkke holdt sin tale ud over pladsen. De havde malkekoen med det private nummer 3423 med sig. I dagens anledning havde Bjarne Pedersen givet den røde ko navnet Mette. Og planen var, at de to sammen med Ekstra Bladet skulle spørge Lars Løkke, om han i det hele taget er i stand til at malke en ko.

Bjarne Pedersen og koen Mette var klar på bagsiden af den bygning, som Lars Løkke holdt tale fra. Men statsministeren forlod talerstolen ved at gå ud på pladsen og væk derfra. (Foto: Per Rasmussen)
Bjarne Pedersen og koen Mette var klar på bagsiden af den bygning, som Lars Løkke holdt tale fra. Men statsministeren forlod talerstolen ved at gå ud på pladsen og væk derfra. (Foto: Per Rasmussen)

Det kunne hans forgænger-formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, da han spontant blev spurgt, under et besøg hos en landmand ved Sabro i 1984.

Resolut satte Ellemann-Jensen sig ned på hug og gik i gang.

Men selv om Ekstra Bladet gjorde sit til at få formidlet tilbuddet videre til Løkke, så blev han inde til den lukkede frokost, inden han kørte derfra.

- Det var en chance, vi tog, og man er jo ikke heldig hver gang, sagde Bjarne Pedersen til Ekstra Bladet.

Han havde ellers også sørget for, at Løkke kunne have siddet på en gul spand for at malke Mette.

Der skal ikke sidde noget
Blandt de mange frivillige, som Løkke valgte at hylde under sin åbningstale er Tommy Hansen. Han er en af en række unge fra Nordsjællands Landboungdom, som har valgt frivilligt at hjælpe til under skuet. Fredag var en af Tommys mange opgaver at vaske køerne, inden de skulle ind og præsenteres for dommerne.

Det gjorde han også med de køer, som skulle ind i ringen under Løkkes besøg. Tommy Hansen kom sandt at sige godt ind i krogene bagerst på køerne.

- Jeg fjerner komøg. Der skal ikke sidde noget, når de skal ind og vises frem, sagde han.

Lars Løkke benyttede blandt andet lejligheden til - igen igen - at fortælle om de 30 initiativer, som skal styrke fødevareproduktionen i Danmark markant. Han mødte ikke mange mishagsytringer efter sin tale. (Foto: Per Rasmussen)
Lars Løkke benyttede blandt andet lejligheden til - igen igen - at fortælle om de 30 initiativer, som skal styrke fødevareproduktionen i Danmark markant. Han mødte ikke mange mishagsytringer efter sin tale. (Foto: Per Rasmussen)

Og på den måde lykkedes det også Løkke at slippe for et møgfald under besøget på dyrskuepladsen.

Det ville også være usædvanligt efter landbrugspakken i februar, hvor landbruget fik bedre vilkår, men hvor regeringen kom i modvind på grund af det omstridte miljøregnskab.

Roskilde Dyrskue fortsætter lørdag og søndag. Der forventes op mod 100.000 besøgende.

26 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere