Tonny var chauffør på Balkan: Vi har aldrig fået hjælp

Tonny Juul har været fire gange på Balkan, men har langt fra fået samme hjælp som soldaterne, der har været udsendt til samme krig

Tonny Juul, der flere gange var på Balkan som chauffør for Dansk Flygtningehjælp i 1990'erne, mener ikke, at de civile udsendte har fået samme tilbud om behandling som de udsendte soldater. Privatfoto
Tonny Juul, der flere gange var på Balkan som chauffør for Dansk Flygtningehjælp i 1990'erne, mener ikke, at de civile udsendte har fået samme tilbud om behandling som de udsendte soldater. Privatfoto

Tusindvis af danskere var op gennem 90'erne udsendt til Balkan.

Men ikke alle var soldater - og dermed er det ikke alle, der kan nyde godt af Forsvarets tilbud om psykologhjælp.

Flere hundrede var udsendt som chauffører for Dansk Flygtningehjælp, som kørte nødhjælp ud til de civile, der blev ofre for den langvarige og komplicerede borgerkrig.

En af chaufførerne var Tonny Juul, der i dag er 50, gift og far til tre. Livet som chauffør har han lagt bag sig, og i dag arbejder han som sikkerhedschef og varmemester på et museum.

Se også: PTSD: Derfor er Balkan-veteraner ekstra hårdt ramt

Lever med PTSD
Men selvom han ikke kører som chauffører længere, er han fortsat markeret af tiden på Balkan, hvor han var udsendt til af fire omgange. Tre gange i 1993, 1994 og 1995, hvor han kørte ture mellem Kroatien og Bosnien, og én gang til Kosovo i 1999.

I dag har han fået konstateret posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, men formår at leve med følgerne.

- Man kan heldigvis godt have PTSD uden at gå helt amok, men hvis der for eksempel er alt for mange mennesker i Bilka og man står i tæt kø, så siger min kone til mig, at jeg skal gå ud i bilen, for det kan jeg ikke håndtere. En tur på Strøget går heller ikke. Så får jeg svede- og rysteture. Folk, der råber og skriger, kanonslag og så videre er heller ikke så godt, siger Tonny Juul til Ekstra Bladet.

- I begyndelsen vågnede jeg med mareridt, men så gik der ti år uden noget rigtigt. Og så kom det lige pludselig igen. Hvis jeg eksempelvis kørte igennem en kolonihave, og jeg kunne lugte, at de fyrede med brænde, så var jeg tilbage på Bosnien inde i hovedet. For det gjorde de dernede.

Mangler hjælp
Tonny Juul mener ikke, at hverken han eller nogle af de chauffører, han var med på Balkan i 90'erne, har fået nok hjælp efterfølgende.

- De greb de amatøragtigt an dengang, siger han og fortæller, hvordan chaufførerne blev indkaldt til en enkelt debriefing efter hjemkomst.

- Der sidder vi så 25 voksne mænd, og så bliver der spurgt, om der er nogen, der har brug for en psykolog. Altså det var i midt-90'erne, så der var jo ikke nogen, der rakte hånden i vejret. Der skulle man som minimum have hevet folk til side og taget en samtale under fire øjne. Der var jo ikke nogen, der ville miste ansigt. Jeg fortryder i dag, at man ikke sagde noget dengang.

Se også: Veteran efter familiedrab: Kirsten kæmpede indædt kamp for Lars

En lastbil fra Tonny Juuls nødhjælpskonvoj på vej over en bro i Bosnien. Privatfoto
En lastbil fra Tonny Juuls nødhjælpskonvoj på vej over en bro i Bosnien. Privatfoto
 

'Folk sigtede på os'
En gang om året mødes de tidligere nødhjælpschauffører, og en enkelt gang dukkede Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm ifølge Tonny Juul op og inviterede chaufførerne på mad.

- Han lovede os guld og grønne skove, og at vi skulle finde ud af noget med behandling til os, der har udviklet de her symptomer. Men vi hørte aldrig mere om det, siger Tonny Juul, der blandt de tidligere chauffører kender adskillige der døjer med PTSD efter udsendelsen til Balkan.

- Vi var jo helt tæt på krigen. Vi kørte rundt ude, hvor det skete. Vi så mange lig. Folk sigtede på os med uzi-maskinpistoler, og jeg ved ikke hvad. Vi blev beskudt. Og køretøjerne blev ramt. Nogle konvojer var helt fredeligt, men andre gang var det voldsomt, siger Tonny Juul, der fortæller, at også den civile lokalbefolkning generelt behandlede chaufførerne ordentligt.

- Gav du ikke børnene noget slik eller en cola, så fik du fingeren eller en spytklat. Flere gange blev vi overdænget med sten. Engang holdt vi  pause ved en skole, hvor vi så blev angrebet med sten. Der måtte vi bare væk hurtigst muligt, siger han.

Se også: Minister skal forklare hjælp til veteraner efter drab

Ingen våben
De udsendte soldater var af sted som en fredsbevarende styrke med et meget svagt mandat, der gjorde, at de ikke havde mulighed for aktiv indgriben, hvis de så uhyrligheder.

Endnu mindre muligheder havde nødhjælpschaufførerne.

- Vi kørte med gitter for forruden på lastbilerne. Og så havde vi en hjelm og en skudsikker vest. Men vi havde ingen våben.

Selv om det er mange år siden, at Tonny Juul og de andre chauffører var af sted, mener han, at Dansk Flygtningehjælp fortsat har et ansvar.

- Der kunne sagtens have været noget opfølgning, for Dansk Flygtningehjælp eksisterer jo stadig i bedste velgående. Blandt andet takket være os, for vi gjorde et stort stykke arbejde dengang, og de har levet godt af os. Så burde de også hjælpe os nu så mange år senere. For eksempel sende et tilbud om hjælp ud med fem års mellemrum eller noget i den stil, siger han.

- Nu får soldaterne jo så hjælp, men vi hører fortsat ingenting.

Se også: Oberst 'Bøllebank' om PTSD: Jeg troede, at der lå miner i græsplænen

Dansk Flygtningehjælp: Søg hjælp hos det offentlige

Ekstra Bladet ville gerne have spurgt Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm om, hvor meget organisationen har gjort for at hjælpe de chauffører, der kørte nødhjælp for dem på Balkan i 90'erne.

Generalsekretæren er imidlertid på ferie, men har fra sendt et skriftligt svar:

'Det er trist og meget beklageligt, at de traumatiserende oplevelser i forbindelse med deres indsats for en gruppe har givet eftervirkninger i form af PTSD eller psykiske problemer – problemer der ofte viser sig mange år efter oplevelserne.'

'Både Forsvaret og de humanitære aktører gjorde hvad man kunne i perioden efter hjemkomsten, men man har siden starten af 90'erne lært meget mere om krigstraumer, og om hvad der skal til for at hjælpe folk tilbage til en hverdag,' skriver Andreas Kamm og fortsætter:

'Som organisation har vi, da vi blev konfronteret med problemet, forsøgt at understøtte nogle af de sociale tiltag, der bringer de tidligere chauffører sammen. Det var fint at opleve det samvær, men der var ikke det store behov for os på den bane - det var chaufførernes fælleskab, der drev det.'     

'Siden er opmærksomheden på problemet på området blevet skærpet, og der findes et en faglig indsigt og et offentligt beredskab, der kan afhjælpe traumer.  Vi håber, at både nødhjælpsarbejdere og soldater med traumer vil opsøge den hjælp.'

71 kommentarer
Vis kommentarer