Topdemokrater åbner for reel udsigt til fængsel for Trump

Nye retsdokumenter er "bevis" på, at Donald Trump var i centrum for stort svindelnummer, mener kongresmedlem

Foto: MANDEL NGAN / AFP
Foto: MANDEL NGAN / AFP

USA's præsident, Donald Trump, står formentlig over for en rigsretssag og måske endda fængselsstraf, hvis det kan bevises, at han gav sin advokat ordre om at betale kvinder for tavshedsaftaler under valgkampen i 2016.

Sådan lyder vurderingen fra to topdemokrater i Repræsentanternes Hus søndag ifølge CNN.

- Der er en meget reel mulighed for, at justitsministeriet rejser tiltale mod ham, den dag han forlader Det Hvide Hus, siger Adam Schiff.

Schiff ventes at blive formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, når Demokraterne efter nytår overtager flertallet i kammeret.

- Han kan blive den første præsident i et godt stykke tid, der reelt har udsigt til tid i fængslet, tilføjer Adam Schiff.

Anklagere indbragte fredag nye dokumenter i sagen mod Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen.

Her bliver præsidenten for første gang sat i forbindelse med en potentiel føderal forbrydelse.

Forbrydelsen skulle bestå i, at han i 2016 gav sin advokat ordre til at betale to kvinder for at tie om deres påståede affærer med den daværende præsidentkandidat.

Retsdokumenterne, der blev indbragt fredag, er "bevis på", at Donald Trump står i "centrum for et stort svindelnummer".

Det siger Jerry Nadler, der er kommende formand i retsudvalget i Repræsentanternes Hus.

- Det ville være forbrydelser, der giver anledning til en rigsretssag, siger han i et interview med CNN søndag.

Det er ifølge Nadler for tidligt at sige, hvorvidt Kongressen vil tage initiativ til en rigsretssag alene på baggrund af de ulovlige betalinger.

Han vil derfor afvente flere detaljer fra specialanklager Robert Muellers undersøgelse af Ruslands forsøg på at påvirke præsidentvalget i 2016.

- Men de (betalingerne, red.) kan helt sikkert give anledning til en rigsretssag, for selv om de blev gennemført, før præsidenten blev præsident, så blev de begået for på ulovlig vis at tilegne sig embedet, siger Jerry Nadler.

701 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere