De europæiske renter kan komme til at stige meget mere, og vi risikerer at få en 'rigtig grim overraskelse', når det kommer til renterne i Europa.
Sådan lyder det fra uafhængig topøkonom Lars Christensen, der er tidligere chefanalytiker i Danske Bank og chefredaktør på Euroinvestor.
Historien fra gældskrisen i Europa for 2010-2011 var, at nogle sydeuropæiske lande havde behov for en lempeligere finanspolitik og højere inflation fra Den Europæiske Centralbank (ECB) for at fjerne noget af deres gæld.
Derimod havde de nordeuropæiske, primært Tyskland, ikke det samme behov - faktisk det stikmodsatte. Men den situation har ændret sig.
- Det billeder, der tegner sig lige nu, er, at Tyskland har store problemer med deres offentlige finanser, siger Lars Christensen og fortæller, at det kan få stor betydning for danskernes rente.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tysklands pres på ECB
Den tyske regering har annonceret, at de tager regningen for elprisstigningerne for både husholdningerne og virksomhederne i landet.
- Så du har en lempelse af finanspolitikken i Tyskland i år og næste år, for hvad der svarer til syv procent af BNP’en. Det er en helt enorm forværring af de offentlige finanser, siger Lars Christensen.
Det betyder også, at Tyskland ikke er tilhængere af, at EU-landende overholder nogle vækstkriterier, som de ellers har været historisk set.
- De er heller ikke tilhængere af, at ECB får hevet renten op hurtigt, for så bliver det meget sværere for dem at løse opgaven.
Det skyldes ifølge Lars Christensen, at Tyskland vil være interesseret i, at inflationen ikke kommer ned, fordi inflation 'æder' gæld. Altså er høj inflation ikke nødvendigvis en skidt ting, hvis man har meget gæld.
- Lige pludselig har vi en alliance mellem Tyskland og de sydeuropæiske lande, der vil lægge pres på ECB om at føre en lempelig pengepolitik, hvor de ikke får strammet, og hvor de ikke får inflationen ned, forklarer Lars Christensen.
Rentechok og fastkurspolitik
Men hvis Tyskland ikke er ivrige efter høje renter, hvordan kommer rentechokket så ind i billedet?
- Hvis markederne ser, at det er den retning, vi bevæger os ud af: at inflationen får lov at være højere, at gældsproblemerne i Tyskland er større end troet, at tyskerne ikke er ivrige efter at få styr på de offentlige finanser, og at Tyskland ikke er det finanspolitiske ’anker’, jamen så skal renterne i Europa være meget større, forklarer Lars Christensen.
Han fortæller, at tyske statsobligationer i så fald skal forrentes med 4-5 procent i stedet for de to, vi er vant til, fordi investorerne vil kræve betaling for den høje inflation.
- Hvad vil det betyde for den danske rente?
- Den danske rente vil følge det i meget høj grad. Men der vil også ske det, at nogle vil begynde at diskutere, hvorfor i alverden vi skal betale regningen for det, når nu vi har styr på de offentlige finanser. Og det skal vi, fordi vi er bundet til euroen.