Torben raser: Turister skider i min baghave

Efter fire år lytter kommunen nu til Torben Lunds bøn om flere offentlige toiletter på Egholm

Torben Lund finder jævnligt afføring fra turister på sin grund. Foto: René Schütze
Torben Lund finder jævnligt afføring fra turister på sin grund. Foto: René Schütze
Følg Samfund

Normalt er turister et kærkomment syn, men på den lille ø Egholm i Limfjorden skaber de problemer.

Der er nemlig alvorlig mangel på offentlige toiletter, hvilket betyder, at øens besøgende ofte vælger at knappe bukserne op og sætte sig på hug i naturen til efterfølgende stor gene for de godt 50 beboere på øen.

Nu forlanger en af disse beboere handling fra Aalborg Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Torben Lund bor tæt på et fællesareal, hvor turister ofte nyder en medbragt madpakke. Foto: René Schütze
Torben Lund bor tæt på et fællesareal, hvor turister ofte nyder en medbragt madpakke. Foto: René Schütze
 

Skider i baghaven
Torben Lund, der bor i 'Egholm by', som de lokale kalder området med nogle huse på den vestlige del af øen, oplever således 'for ofte', at turister har efterladt efterladenskaber ved hans ejendom.

Her fyger det også med toiletpapir, som er smidt i naturen. Det må snart få en ende, siger han til Ekstra Bladet:

- De sidste fire år har jeg forsøgt at få kommunen til at finde en løsning, så der kommer toiletter her i nærheden. Der jo er mange flere mennesker, der kommer som turister, end kommunen havde forventet, og derfor er det i den grad nødvendigt.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Tre kilometer til toilet
Han bor ved fællesarealet , hvor turister ynder at komme og spise ved de opstillede bænke foran en lille sø. Hvis naturen kalder, har de tre kilometer til nærmeste toilet ved færgelejet på den anden side af øen.

- Når de sidder der og spiser, kommer der også noget, som skal ud den anden vej. Problemet er jo ikke kun, at de sidder og skider eller tisser her, men at det blæser rundt med toiletpapir bagefter, fastslår Torben Lund.

Han håber derfor, at kommunen finder en løsning hurtigst muligt, så højsæsonen her i sommerferien ikke skal gå med at fjerne afføring fra have og hæk på 'lorteenden af øen', som Torben Lund kalder den.

Kommune: Der kommer toiletter

Ekstra Bladet har henvendt sig til den ansvarlige rådmand hos Aalborg Kommune, Venstres Jan Nymark Thaysen. Han fortæller, at man er bekendt med problemet:

- Jeg var på Egholm forrige uge sammen med Folketingets Udvalg for Småøer, og der nævnte flere af de lokale det for mig. Det var ikke en problematik, jeg var bekendt med før, de sagde det til mig. Nu har jeg forhørt mig i forvaltningen om, hvad vi har derovre, siger han og fortsætter:

- Kommunen havde den restaurant, som heder Kronborg, men den har vi jo solgt. Da vi solgte den, betingede vi os så, at der skulle være adgang til toiletterne ved Kronborg for offentligheden. Det er der i dag.

- Men er der også nye toiletter på vej længere inde på øen?

- Når man gå hen ad vejen, er der sådan en naturbørnehave - en slags hus - hvor man kan være og få undervisning. Der er også et naturligt toilet. Det rykker ikke en masse på problemet, men går man længere ind på øen, kommer man til den gamle skole.

- Den er i kommunalt regi, og her har vi nu fået en nedsivningtilladelse - der er jo ikke kloakering på Egholm - så nu arbejder vi på at etablere et toilet der. Hvis alt går godt, skulle det være på plads, inden ferien for alvor begynder at rulle i uge 27-28.

- Så der tages altså hånd om problemet snarest muligt?

- Det gør der. Det eneste slagsmål er, hvad vi gør med driften. Hvordan får vi rengjort og vedligeholdt toilettet? Det er vi ved at tage i samarbejde med dem (de lokale, red.). Vi er jo ikke på Egholm hele tiden. Derfor skal vi finde en løsning, som eksempelvis kan være at betale restaurantøren for også at stå for rengøringen henover sommeren, slutter Jan Nymark Thaysen.

Mere fra Ekstra Bladet+

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind